Regeringen er selv skyld i kritik fra internationale medier, mener De Konservative.

Danmarks flygtningepolitik er helt oppe i toppen af dagsordenen i internationale medier. Lars Løkke Rasmussen bliver udstillet som nazist i en satiretegning i den seriøse britiske avis The Guardian, og i The Independent er der en tegning af den lille havfrue, der har fået rykket guldtænder ud med en tang.

’Det store danskerrøveri’ skriver gratisavisen Metro på forsiden – på engelsk rimer det på det store togrøveri.

Også CNN og BBC skriver om os: ’Hvorfor tager lande flygtninges ejendele’ spørger BBC.

Det sker efter, at et flertal i Folketinget tirsdag stemte for historisk hårde stramninger af flygtningeloven, bl.a. den kontroversielle mulighed for at beslaglægge deres ejendele.

Lovforslag L 87, som Lars Løkke har kaldt ’det mest misforståede lovforslag i danmarkshistorien’ blev stemt igennem efter mere end tre timers debat i folketingssalen. For lovforslaget stemte Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og Socialdemokraterne - minus tre gruppemedlemmer. I alt stemte 81 for og 27 imod.

Regeringens støtteparti De Konservative beskylder regeringen for selv at være skyld i, at Danmark har fået et så dårligt omdømme, at andre lande sammenligner os med nazister.

»Regeringen har et stort ansvar for, at tingene er blevet afsporet på den måde. Den har håndteret smykkesagen katastrofalt,« siger De Konservatives udlændingeordfører Naser Khader til BT.

»Det begyndte med, at Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti talte om, at man kunne tage vielsesringe fra flygtninge i et interview i Radio24syv, og det blev ikke modsagt af integrationsminister Inger Støjberg kort efter i et indslag i Ekstra Bladets TV. Da vi lavede aftalen mellem partierne, snakkede vi om, at der skulle gælde de samme regler som for danske kontanthjælpsmodtagere. Vi snakkede slet ikke om vielsesringe.«

»Det er Martin Henriksens og Inger Støjbergs skyld, at det kommer på banen, og det er dét, der i udlandet bliver sammenlignet med at tage guldtænderne fra folk, som nazisterne gjorde ved jøderne under Anden Verdenskrig. Regeringen burde have håndteret det tidligere og bedre. Jeg sendte en mail til Inger Støjberg før jul, hvor jeg bad om en præcisering af, at vi udelukkede vielsesringe, ure og halskæder. Det blev først præciseret en uge efter nytår. I to-tre uger lod man stå til, og i den periode gik det galt for Danmarks omdømme,« siger Naser Khader.

Historieløse sammenligning

Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) mener også, at regeringen har kommunikeret sagen dårligt.

»Kommunikationen har ikke været den allerbedste. Det siger regeringen jo selv, og det kan jeg kun give dem ret i,« siger Pia Kjærsgaard.

»Jeg påtager mig min del af ansvaret. Men på det første pressemøde sagde jeg, at det ikke ville dreje sig om vielsesringe,« siger Inger Støjberg.

Hun er stærkt fortørnet over at se sin chef, statsminister Lars Løkke Rasmussen, afbilledet som nazist i udenlandske medier, men tager ellers virakken med stoisk ro. Turen vil komme til andre lande inden længe, vurderer hun.

»Jeg bryder mig ikke om at se sådan nogle fuldstændig historieløse sammenligninger. Og jeg bryder mig ikke om at se Danmark eller min egen statsminister fremstillet på denne måde. Men det er jo klart, at der vil være international interesse om den politik, vi fører på udlændingeområdet. Og når mange andre lande også kommer med stramninger – og det tror jeg, man må forvente – så vil den internationale presse interessere sig for de andre lande. Alle europæiske lande er presset af flygtningestrømme, og lur mig om ikke interessen vil flytte til de andre lande, når de strammer op. Vi skal ikke falde på halen over, at internationale medier interesserer sig for Danmark. Og det skyldes i øvrigt også, at andre danske politikere har villet stille Danmark i et meget dårligt lys,« siger Inger Støjberg.

Regeringens fejl

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) giver de udenlandske medier ret i kritikken og mener ligefrem, at han og andre, der har kritiseret udlændingepolitikken, har hjulpet med til at bevare Danmarks anseelse i udlandet.

»Selvfølgelig er jeg ikke enig i satiretegningerne, men på indholdssiden er jeg enig i kritikken,« siger han.

»Danmark placerer sig meget langt ude i forhold til, hvad andre lande gør. Det er regeringens fejl, at det er kommet dertil, og det er ynkeligt at kritisere os andre for at være skyld i det dårlige omdømme, fordi vi kritiserer regeringens politik. Faktisk skal regeringen være glad for, at vi er nogle, der giver et andet billede af Danmark,« siger Martin Lidegaard.