I Danmark skal vi ikke hade hinanden på grund af uenigheder.

Forræder, idiot, fordrukken, rejs ud af landet og tag din nazi-ven med. Listen over ukvemsord er meget længere og blev hældt ud over mit syndige, men dog tapre, hoved på Facebook, Twitter og i beskeder sendt direkte til mig. Hvad består min utilgivelige forbrydelse mon i? Såmænd bare en venlig hilsen, som jeg sendte i anledning af beskæftigelsesministerens afgang til pension. Jeg skrev: »Uanset uenighed, må jeg sige, at Jørn Neergaard Larsen (V) har været en usædvanlig kompetent minister og demokrat til fingerspidserne.« Med opslaget ville jeg anerkende hans personlige engagement og viden om hver eneste skrue og møtrik på arbejdsmarkedet. Desuden opførte Neergaard Larsen sig altid ordentligt og hæderligt i forholdet mellem regering og folketing.

Kavaleriet fra den yderste venstrefløj blæste til angreb. Det blev godt fulgt op af en masse mennesker med stort behov for at lufte deres vrede over mit ’forræderi’. Respekt og anerkendelse viste sig at være reserveret dem, som man i forvejen er enig med. Det er reaktionært og snæversynet. Lidt den samme reaktionopstod, da det kom frem, at Inger Støjberg (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) havde gode personlige relationer. Mange mennesker svinede Johanne til. Hvordan kan man dog have nogen som helst sympati for en person som Støjberg? Nemt, tror jeg faktisk. Man kan sagtens være et sympatisk menneske med en usympatisk politik.

Alle, der har fuldt debatterne om kontanthjælpsloft, førtidspension og forholdene for arbejdsløse, kender uenighederne. Jeg har selv stået stejlt over for regeringens asociale politik og dens repræsentanter, herunder Neergaard Larsen. Hårde debatter og skarpe skud fra hoften hører med til politik. Jeg elsker sgu krasse og direkte skudvekslinger af klare meninger. Der skal være forskel på højre og venstre, det kolde vand skal være koldt og det varme varmt. Man skal bare samtidig have personlig respekt for hinanden. Nogle debattører forsvarer den uforsonlige tone med, at højrefløjen står for en ond politik. Derfor må man gerne tillægge dens repræsentanter alverdens nedrige personlige karaktertræk. Samme mekanisme gælder, hvis du siger noget pænt om dem som mennesker. Så dækker du sikkert over samme ondskab og bliver derfor et legitimt mål for alleforhånden- værende skraldespande.

I stormen på Facebook efterlyste jeg forgæves, om de dog aldrig havde mødt en god kollega, en nabo eller et kærligt familiemedlem, som tilfældigvis og uheldigvis stemte på et højrefløjsparti? Det blev ignoreret, for ønsket om at umenneskeliggøre politiske modstandere overskyggede alt. Men respekt for folk, som mener det samme som én selv, er ikke så interessant. Den virkelige test kommer, når vi skal bedømme dem, som vi er uenige med. USA er endt med en ekstremt konfliktfyldt politisk kultur, også på det personlige plan. Politiske modstandere fremstilles som decideret dårlige mennesker med karakterbrist, og som drives af ondskab. Jeg synes derimod, at skarpe debatter netop bliver bedre, når vi samtidig viser personlig respekt for hinanden.

Er prisen shitstorme på sociale medier? Sikkert! Vil jeg gøre det igen? Selvfølgelig! Vi skal værne om den danske politiske kultur. Vi er uenige uden at hade hinanden. Ikke kun i den søde juletid, men hele året.