Nok er nok! Syge mennesker skal ikke slås med kommunen.

Førtidspension eller fleksjob kan være redningskransen til et bedre liv, og alle har krav på at blive behandlet med omsorg og værdighed. Desværre er der ofte snubletråde foran mennesker, der i forvejen har svært ved at holde sig på benene.

Det er ikke til at sige præcist, hvilken legemsdel nogle kommuner tænker med, men jeg kan med sikkerhed konstatere, at det ikke altid er hovedet.

Jeg mener, at vi må ændre loven. Det skal være slut med groteske historier om syge mennesker, som plages gennem den ene arbejdsprøvning efter den anden. Og det skal være slut med endeløs venten, hvor borgeren kastes rundt i systemet.

Syge mennesker bliver holdt som fanger i et nærmest retsløst ingenmandsland. Det avler desperation og frustration at blive behandlet som en skildpadde i den kommunale tørretumbler. Borgerens retsstilling skal styrkes overfor kommunen, mennesket skal stå stærkere overfor systemet.

Førtidspension og fleksjob skal selvfølgelig ikke være et tag-selv-bord, men mange kommuner går alt for langt i deres nidkære jagt på borgernes sidste teoretiske ’restarbejdsevne’. Den syge borger skal i stedet modtages af hjælpende hænder, der nænsomt afklarer, hvordan man kommer videre.

De såkaldte ’rehabiliteringsteams’, som er sammensat på tværs af forskellige faggrupper, spiller en vigtig rolle. Kommunen kan lave en individuel bedømmelse, der kommer hele vejen rundt om det hele menneske. Desværre går den gode intention ofte tabt på grund af dårlig ledelse.

For nogle syge borgere er det som at blive taget til fange af den spanske inkvisitions domstol. Disse religiøse domstole som i middelalderen jagtede kættere, der var under anklage for at stå i ledtog med djævelen. Mange brød sammen, når de blev pint og plaget med alverdens forskellige instrumenter og trusler.

Den ene arbejdsprøvning efter den anden. Nogle gange kun i halve timer og med en seng ved siden af, løbende skift af sagsbehandler, evig mistænkeliggørelse, lægeerklæringer, der ignoreres, og konstant trækken sagen i langdrag er den kommunale pinebænk. Mennesker, som i forvejen er syge og sårbare, sættes under fysisk og mentalt pres.

Jeg er personligt engageret i flere sager og deltager bl. a. som bisidder for borgere, der har oplevet at blive taget til fange af det offentlige. Der er stor forskel på kommunernes opførsel, men ofte ser jeg lige ind i et rædselskabinet.

Papirer forsvinder, møder udskydes eller aflyses, spørgsmål og klager besvares ikke og så videre. Den nedværdigende oplevelse af at være et nummer i køen, reduceret til en sag, der skal udfylde nye skemaer, til nye samtaler, til nye arbejdsprøvninger. Det kræver et godt helbred at være syg.

Senest har flere kommuner arrogant erklæret, at de ikke vil rette sig efter vejledninger fra ministeren og flertallet i Folketinget. Nok er nok, så må vi ændre loven. Du kan passende spørge kandidaterne til kommunalvalget, om de foretrækker snubletråde og ydmygelse frem for en hjælpende hånd.