Overalt i Europa fører højrefløjen an i modstanden mod EU, og det ses tydeligt i Storbritannien og Frankrig. Men i Danmark var der sære optrin, da den yderste venstrefløj jublede over brexit og straks krævede en tilsvarende folkeafstemning her i landet. Den perspektivløse parole er, at Danmark skal ud af EU. Selv om verden har forandret sig fundamentalt, står de fast på gamle, støvede meninger, fra vi blev medlem i 1973.

Når landene går i forsvarsposition og ruller sig sammen om sig selv som pindsvin, har den snæversynede nationalisme sejret. Som venstreorienteret vil jeg en anden vej. Der skal udvikles muligheder for, at landene kan være medlemmer på flere måder, og vi skal bestemt ikke lægge os fladt ned for alt muligt, der kommer fra Bruxelles.

 

Et større renoveringsprojekt ligger foran os. EU skal være mere demokratisk, gennemskueligt og folkeligt. Lønarbejdernes forhold skal forsvares gennem omfattende indsatser mod social dumping, sparepolitikken skal skrottes, finanspolitikken skal skabe job, virksomhedernes skattebetaling skal holdes i kort snor, forbrugernes interesser skal stå over firmaerne, og kampen mod klimaforandringerne skal øverst på dagsordenen. For bare at nævne nogle områder.

Om det bliver til virkelighed, afhænger af styrkeforholdet mellem de politiske strømninger. Det er noget rundforvirret sludder, når EU udstilles som en konstruktion, der i sit dna er forprogrammeret med liberalisme og føjelighed over for store virksomheder og lobbyister. Jeg savner i den grad, at den europæiske venstrefløj og grønne bevægelser kan stå sammen med fagbevægelsen om at skabe håb om en moderne progressiv udvikling i Europa.

Hvis alle fortrædelighederne med ultraliberalisme, arbejdsløshed, flygtningestrømme, nationalisme, ødelæggelse af klimaet og så videre forsvandt ved at nedlægge EU, var valget let. Sådan er det bare ikke. Selv om Danmark melder sig ud, eller hvis EU bryder sammen, sidder Merkel og andre højrefløjstyper stadig på magten med deres reaktionære holdninger. Uligheden vil stige, og højrepopulismen vil få frit løb i en række lande.

Når man spørger efter alternativer til EU, synger den yderste venstrefløj en sang fra de varme lande. Om at være åbne til alle sider og med fuld suverænitet til hvert enkelt land. Men det er netop ved at afgive suverænitet til et fællesskab, at samarbejdet får de nødvendige muskler. FN, Nordisk Råd og Europarådet er udmærkede institutioner, men ikke i nærheden af at have potens og vilje.

Jeg møder ofte folk, som med stolthed fortæller at de »altid stemmer nej til EU«. Når jeg spørger, om det ikke afhænger af, hvad der er til afstemning, lyder det ofte: »Jeg er modstander af det lort«. Så er den debat ligesom lukket. Nogle venstreorienterede er desværre mere optaget af at tale om hullerne i osten end om selve osten.

Den ene dag skal suveræniteten forsvares til sidste skanse i Dybbøl, og EU skal fylde mindre. Den næste bliver EU anklaget for ikke at gøre nok. Denne politiske svingom med tilhørende fraser og populistiske slagord danser den yderste venstrefløj med det nationalistiske højre. Den franske ekstremist Marine Le Pen er begejstret for brexit og vil rive EU ned. Imens jubler både Trump og Putin fra sidelinjen. Men vi skal vise, at et nyt og solidarisk EU er alternativet.

Kom nu, venstrefløj, grønne bevægelser og fagbevægelse! Rejs håb, og vis en anden vej for Europa.