De fleste partier taler til og om arbejderne. De færreste taler med dem

Da jeg arbejdede som ung tømrersvend, stemte det overvældende flertal af fagforeningens medlemmer på Socialdemokratiet eller venstrefløjen, i dag er det et mindretal. Undersøgelser viser heldigvis, at arbejderne fortsat er ”røde” og solidariske, når det kommer til fordelingspolitik. Men centrum-venstres sociale basis har forrykket sig, og det er, som når de tektoniske plader ramler sammen. Det ender med jordskælv og vulkanudbrud.

Mange vælgere har fået nye favoritter blandt partierne. Overalt i den vestlige verden støtter en del arbejdere partier, de tidligere ikke kunne drømme om at stemme på. Det gav Trump sejren i USA, og det har herhjemme ført til, at mange almindelige lønarbejdere stemmer på Dansk Folkeparti og Venstre. Der er flere markante årsager. En er, at arbejdere er blevet sociologiens truede dyreart i politik. Knap 70 pct. af befolkningen har baggrund som faglærte eller ufaglærte, men fylder kun 18 pct. i Folketinget og en tredjedel af byrådene. Det er grotesk, når et klart flertal af vælgerne samtidig ønsker, at politikerne bedre afspejler befolkningen. Alligevel går det den vej, hønsene skraber, nemlig tilbage. Hvis Folketinget havde samme sociale sammensætning som befolkningen, er det sandsynligt, at mange kampe ville have en lettere gang på jorden: social dumping, efterlønnen, pensionsalderen, vilkår for arbejdsløse og manglen på praktikpladser.

Folketinget har fine eksempler på, at en akademisk uddannelse selvfølgelig ikke blokerer for at kunne leve sig ind i almindelige lønarbejderes vilkår. Men alt for mange politikere er eksempler på det modsatte: ”Sådan er det jo”. Hvis den samme skævhed i repræsentation slog igennem i forhold til kvinder eller unge, ville landet stå på den anden ende. Dagbladet Politiken ville udkomme med særtillæg, DR2 ville lave en række helaftensudsendelser, og alle kommentatorer ville analysere dette demokratiske underskud. Men der sker ikke en snus, for hva’ faen’, det drejer sig jo bare om arbejdere. En af mine bekendte, som hver dag arbejder på byggepladserne, bruger ofte overskriften: ”Aldrig uden en faglært”. Den er inspireret af kravet fra Alternativet, som ikke vil deltage i debatter uden kvinder. Ideen med overskriften er at sætte spotlyset på den himmelråbende sociale skævhed. Afstanden mellem to kvinder, hvoraf den ene er ufaglært og den anden overlæge, er langt større end mellem en kvindelig og en mandlig læge.

Utrygheden om fremtiden for danske værdier ville ikke køre så meget af sporet, hvis kortuddannede blev set og hørt. Hverken sønderjyder eller arbejdere er pludselig blevet fjendske over for fremmede eller tossede nationalister. De vil såmænd have kontrol over deres eget liv og fremtid. Og det er vel ikke for meget forlangt? Arbejderne ved instinktivt, at de har røven på komfuret, og at regningen ender hos dem. Derfor gør de oprør, når de føler sig kørt over og lukket ude. De reagerer på utrygheden, uligheden, og at de er usynlige i politik. De orker ikke at se på flere løftede pegefingre og vil ikke acceptere slag med pegepinde. De vil ikke finde sig i at blive kaldt uoplyste, primitive, fremmedangste og nationalistiske, når de såmænd bare i et hårdt arbejdsliv vil respekteres for de kulturelle og klassemæssige værdier, som de bærer på.