Rikke Karlsson, som bragte Meld-sagen frem i lyset, klager til DR over dokumentar og anklager Morten Messerschmidt for at grave skidt op imod hende

En uge efter visningen af DR-dokumentaren »DF og de skjulte bilag« klager en af programmets hovedpersoner, Rikke Karlsson, nu til Danmarks Radio.

Samtidig retter hun en alvorlig anklage mod sin tidligere partifælle Morten Messerschmidt for at lække fortrolige mails til Nordisk Film og TV, der producerede programmet for DR.

Rikke Karlsson blev valgt til Europa-Parlamentet i 2014, men brød året efter med sit parti, Dansk Folkeparti, da hun mente, at Morten Messerschmidt havde udsat hende for identitetstyveri ved at indsætte hende i bestyrelsen for partialliancen Meld og den tilhørende fond Feld uden hendes vidende og samtykke.

I klagen til DR anfører Rikke Karlsson, at formålet med dokumentaren er at miskreditere hende og svække hendes troværdighed som kronvidne i sagen mod selvsamme Morten Messerschmidt.

EU's anti-svindel enhed, OLAF, har i et årstid undersøgt en mistanke om, at Morten Messerschmidt malkede EU's pengekasse for 2,5 mio. kr. ved at få Meld og Feld til at støtte DF's kampagneaktiviteter og sommergruppemøder i Danmark. Partiet har siden tilbudt at betale beløbet tilbage.

Rikke Karlsson hævder, at programmet er et »nøje planlagt angreb« fra DF's side. Hun begrunder det med, at Messerschmidts bekendte Michael Teschl medvirker som tilrettelægger på dokumentaren. DR burde således have indset, at han er inhabil, mener hun.

En stor del af kritikken i programmet tager afsæt i den fortrolige korrespondance mellem Karlssons kontor og revisionsformaet Crowe Horwath, som hun mistænker Messerschmidt for at have lækket.

»Jeg har i løbet af de sidste to år, fået adskillige indikationer på, at Mortens Messerschmidts folk har brugt store ressourcer på at grave en eller anden form for skidt op om min person,« skriver Rikke Karlsson i klagen, som hun offentliggør på facebook.

Morten Messerschmidt vil ikke stille op til et interview, men skriver i en mail til BT, at han ikke har mere at sige om Karlsson, end det han sagde i dokumentarudsendelsen.

»Hendes beskyldninger til højre og venstre på facebook virker mest af alt som ren desperation – og et forsøg fra hendes side på at dreje fokus væk fra hendes private omgang med EU-midler. Det ønsker jeg ikke at medvirke i. Jeg vil rigtig gerne fokusere på mit politiske arbejde,« siger Morten Messerschmidt.

I øvrigt mener Rikke Karlsson, at dokumentaren indeholder flere faktuelle fejl om hendes brug af de såkaldte blyantspenge. Begrebet dækker over de 32.000 skattefri kroner, medlemmer af parlamentet modtager hver måned til dækning af kontorudgifter.

Hun klager også over, at hendes ansatte nævnes ved navn. Det mener Karlsson er i strid med god presseskik.