Folketingsmedlem Karin Liltorp melder sig ud af Moderaterne, oplyser hun til Ritzau.

Hun bliver i første omgang løsgænger.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvad der var udslagsgivende for hendes beslutning.

Men tidligere denne uge, stillede hun op til interview med Berlingske, hvor hun kritiserede regeringen for at være for topstyret. 

»På mine sorte dage tænker jeg, at folkestyret er den største illusion,« lød det her fra Karin Liltorp.

Dermed må regeringspartiet sige farvel til endnu et af de 16 folketingsmedlemmer, som partiet fik valgt ind ved folketingsvalget i 2022.

Karin Liltorp er det femte medlem fra Moderaterne, der forlader partiet, og hun er det fjerde medlem, der tager sit mandat med sig.

Kristian Klarskov, Jon Stephensen, Mike Fonseca og Jeppe Søe har tidligere sagt farvel eller er blevet smidt ud af partiet.

Kun Kristian Klarskov forlod Folketinget, og han gav sit mandat videre til sin suppleant, Mohammad Rona.