Den tidligere socialdemokrat Karen Jespersen (V) vil kæmpe for liberale frihedsværdier. Hun ser det som en hovedopgave i hendes nye job som socialminister.

Sidste år meldte hun sig ud af Socialdemokraterne. Nu er hun social- og ligestillingsminister i VK-regeringen og ser kampen for de liberale frihedsværdier som en "hovedopgave" i dagens Danmark.

- Jeg mener, at en hovedopgave i den tid, vi lever i, er at kæmpe for de liberale frihedsværdier. Det gælder ikke mindst kvinders vilkår og ligestilling. Det er fuldstændig afgørende for, at vi bliver ved med at have et lige så godt samfund de næste 10-20 år frem i tiden, sagde en storsmilende Karen Jespersen, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterede hende som en del af ministerholdet på Amalienborg Slotsplads.

Her lagde statsminister Anders Fogh Rasmussen vægt på, at han kender Karen Jespersen som "et stærkt, socialt engageret menneske".

- Hun har altid kæmpet for kvinders rettigheder og ligestilling. Derfor er det naturligt, at Karen Jespersen nu er ligestillingsminister, sagde statsministeren.

/ritzau/