Karen Jespersen vil tage forældrenes børnecheck, hvis deres børn laver ballade.

Formaninger og løftede pegefingre duer ikke. Derfor vil socialminister Karen Jespersen snuppe børnechecken, hvis ikke forældrene kan styre deres børn, så de ikke brænder biler, containere og skoler af.

- Vi er nødt til at styrke forældrenes ansvarsfølelse. En af de muligheder vi har, er at straffe dem økonomisk. Og det kan man med børnechecken, siger socialministeren.

Ligesom statsministeren er hun helt enig, i at det skal være slut med den holdning, at det er samfundets skyld.

- Det er helt overdrevet at gå og sige, at det er samfundets skyld. Danmark er alle tiders samfund og de unge har alle muligheder. Hvis ikke forældrene skal styre deres børn, hvem skal så? Det er deres ansvar, at børnene laver alle de her uhyrligheder, siger hun.

Giver pote i kommunerne
Ideen med at skære i børnechecken er slet ikke en ny tanke. Kommunerne har længe haft den mulighed at straffe uvorne forældre og deres børn ved at skære i deres tilskud. Men det er sjældent, at kommunerne har brugt muligheden.

- Men de kommuner, som har forsøgt sig med det, har også haft succes med det. Derfor synes jeg også vi skal prøve i det her tilfælde," siger Karen Jespersen.

Karen Jespersen vil ikke gøre brug af den økonomiske straf helt bevidstløst. Hun understreger, at der skal tages stilling til hvert enkelt tilfælde.

- Man kan jo forestille sig, at der er tale om forhold med psykisk sygdom eller andre ting. Her vil det ikke give mening, at tage børnechecken. Men i mange tilfælde ville det være et stærkt signal til forældrene, siger hun.

Forældre er lamslåede
Når politiet står udenfor døren med en ung uromager, så er forældrene tit lamslåede over, at det er deres lille dreng, der har brændt naboens bil af.

- I nogle lande, er der ikke tradition for at holde meget opsyn med drengene, hvor man til gengæld holder skarpt øje med pigerne. Men det ansvar skal forældrene tage alvorligt," siger hun.

pas@bt.dk