Den tidligere justitsminister Karen Hækkerup valgte at sige farvel til et højtlønnet job som direktør for Landbrug & Fødevarer ud af det blå.

Nu fortæller hun om beslutningen, der bundede i problemer i familien.

Det skriver Børsen, der bringer et stort interview med den tidligere minister.

I interviewet fortæller Karen Hækkerup åbenhjertigt om nogle meget svære episoder i sit liv. Blandt andet da faderen forlod familien, da Karen Hækkerup var ung.

Men indledningsvis fortæller hun om, hvorfor hun pludselig valgte at forlade det lukrative job i Landbrug & Fødevarer i september 2018.

Det skyldtes Karen Hækkerup og husbonden Ole Hækkerups yngste barn, som havde det svært med, at moderen meget sjældent var hjemme.

Og det kom til udtryk ved en helt bestemt følelse hos datteren, fortæller Hækkerup.

»Da min yngste var lille, sagde hun, at hun havde ligget i sin fars mave. 'Ej, min skat, det har du ikke,' svarede jeg, men hun insisterede på, at det kun var hendes bror og søster, der havde ligget i min mave. Så kan man vælge at blive ulykkelig over, at man virkelig har været så fraværende som mor, eller man kan blive taknemmelig over, at man har giftet sig så godt med en, der er lige så fantastisk i sit forældreskab, som man synes, man ville have været selv,« siger Karen Hækkerup til avisen.

Karen Hækkerup, da hun var direktør for Landbrug & Fødevarer.
Karen Hækkerup, da hun var direktør for Landbrug & Fødevarer. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Indtil den yngste datter begyndte at få det svært, var det ellers Ole Hækkerup, som styrede hjemmet – noget, hun havde accepteret med sindsro.

I alt nåede Karen Hækkerup at gå hjemme med sin yngste datter i 11 måneder, inden hun igen begyndte på arbejdsmarkedet.

Det var i en stilling som direktør i Unicef Danmark, som var attraktiv. Og samtidig havde datteren fået det så meget bedre, at familien sammen vurderede, at Karen Hækkerup igen kunne begynde i et fuldtidsjob.

Dog afviser Karen Hækkerup endegyldigt at vende tilbage til politik – selv hvis Mette Frederiksen skulle ringe med en af de helt tunge poster.