I forbindelse med en demonstration arrangeret af danske Rasmus Paludan i svenske Linköping er tre betjente bragt til hospitalet.

Det skriver Aftonbladet.

Det svenske medie skriver videre, at flere personer under demontrationen er gået til angreb på politiet.

Ramus Paludan skulle under demonstrationen brænde en koran af klokken 15.30. Politiet har indtil videre ikke fortalt, hvordan angrebet hænger sammen med demonstrationen, men blot sagt, at maskerede personer har kastet sten mod politiet og sat en politibil i brand.

Lidt i klokken 16 trak politiet sig tilbage fra stedet for at få overblik over situationen. Derefter faldt der mere ro på.

I Norrköping var der også demonstrationer, hvor der blev brændt biler af. Politiet har ikke villet sige, om demonstrationen i Norrköbing også er udløst af Paludans koran-afbrænding.

To personer er anholdt, og fem personer er blevet tilbageholdt i forbindelse med urolighederne.