Der er blandt Venstre-medlemmer splittelse og uenighed om årsagen til det kaos, som Venstre endnu en gang er havnet i, efter Kristian Jensen er blevet sat i skammekrogen af formand Jakob Ellemann-Jensen.

»Vi har ytringsfrihed, også i Venstre. Men det er under ansvar – herunder ansvar for ledelsens reaktion,« konstaterer Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem for Venstre.

Ud over Preben Bang Henriksen har B.T. søndag ringet til i stribevis af Venstre-medlemmer. Fælles for dem er, at de på ingen måde ønsker at udtale sig om den tilspidsede situation i partiet.

Anonymt vil de dog gerne lufte deres holdninger. Der er både chok over Kristian Jensens udmelding, mens det også bliver påpeget, at Jakob Ellemann-Jensens mangel på en klar politisk linje og lederskab gøder jorden for solo-udmeldinger a la den, Jensen kom med lørdag aften.

Hurtig strafaktion

Afstraffelsen af Kristian Jensen kom prompte.

Mindre end to timer efter, at Jensen i et interview med Jyllands-Posten foreslog et nyt økonomisk samarbejde over midten af dansk politik, valgte Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen at fratage ham samtlige poster.

Kristian Jensen mener i interviewet, at S-regeringen bør lave en ny økonomisk 2030-plan, der indeholder reformer forhandlet på plads i samarbejde med Venstre, De Radikale og De Konservative.

Den tidligere næstformand erkender i interviewet, at han ikke har forhørt sig med andre V-medlemmer, før han kom med forslaget.

Chokeret over udmelding

Det bliver han nu straffet for. Jakob Ellemann-Jensen har frataget ham posten som Arktis-ordfører, ligesom han bliver smidt ud af Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget.

Et centralt Venstre-gruppemedlem er chokeret over Kristian Jensens udmelding i Jyllands-Posten:

»Det er især chokerende, fordi Jakob Ellemann-Jensen netop har givet Kristian Jensen chancen. Han havde ikke fået så mange ordførerskaber, men blev inddraget i beslutningerne – præcis som han selv ønskede,« siger kilden, der ønsker at være anonym.

Et andet Venstre-medlem siger, at den her situation opstår, fordi Jakob Ellemann-Jensen ikke formår at tegne partiets politik klart nok, så der ikke kan opstå misforståelser.

Hvis linjen havde været klar på de emner, som Kristian Jensen nævner i Jyllands-Posten, kunne Jensen have taget den politiske diskussion internt i partiet.

Men når linjen er uklar, går han selv ud og giver sit bud på politikken, forklarer Venstre-medlemmet, der ønsker at være anonym.

Andre har spekuleret i, om partiets nye partisekretær, Christian Hüttemeier, har rådgivet Jakob-Ellemann Jensen til at føre en ny hårdere linje over for sine medlemmer.

Samt at dette er linjen fremover.

Christian Hüttemeier vil ikke svare på, om han er blevet hørt i sagen.

»Jeg starter først på mandag,« siger han som svar på alle spørgsmål.