Erhvervsminister Simon Kollerups (S) medarbejdere undskylder nu for en fejl, der har skabt kaos ved forhandlingerne om nye hjælpepakker.

Her er tusindvis af job på spil hos de virksomheder, der rammes af regeringens nye restriktioner.

»Derfor er det jo meget alvorligt, at vi ikke kan fæste lid til de svar, vi modtager fra Erhvervsministeriet,« siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

I et notat sendt fra Erhvervsministeriet søndag står der, at regeringen kan skrotte kravet om, at virksomheder skal dokumentere at være direkte påvirket af corona-restriktionerne for at få krisehjælp fra staten.

Erhvervsminister Simon Kollerups (S) ansatte undskylder over for Venstre.
Erhvervsminister Simon Kollerups (S) ansatte undskylder over for Venstre. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Vis mere

Men kun hvis regeringen bliver presset af de andre partier, fremgår det af notatet, som B.T. er i besiddelse af.

Det var dog en fejl, at den information stod i notatet, oplyser Erhvervsministeriet til Torsten Schack Pedersen.

Og nu er det pludselig ikke muligt at droppe kravet alligevel:

'Der er sket en beklagelig fejl her i ministeriet, da en af vores medarbejdere har sendt det svar til dig. Det er ikke muligt efter EU's statstøtte-regler, som vores kompensationsordninger er godkendt efter. Vi retter selvfølgelig svaret til dig. Undskyld!'

»Det er simpelthen dårlig håndtering fra regeringen,« siger Torsten Schack Pedersen (V).
»Det er simpelthen dårlig håndtering fra regeringen,« siger Torsten Schack Pedersen (V). Foto: Philip Davali
Vis mere

Netop kravet om dokumentation har indflydelse for en lang række firmaer, der indirekte er påvirket af coronareglerne, forklarer Torsten Schack Pedersen.

»Tag for eksempel taxavognmænd, de er selvfølgelig ramt af, at barer og restauranter lukker klokken 22, og at der er forsamlingsforbud, men hvordan skal de få kompensation? For de er ikke tvangslukket.«

Han kalder forløbet for kaotisk – både at regeringen først indkalder til forhandlinger fredag aften, og at man tilsyneladende ikke kan stole på de svar, regeringen sender til andre partier.

»Det er simpelthen dårlig håndtering fra regeringen. Vi har i lang tid vidst, at der kunne komme en anden bølge, og at der blev behov for nye restriktioner. Vi kunne have brugt den tid til at se på, hvordan kompensationsordningerne skulle se ud,« forklarer han.

Samtidig undrer han sig over, at nogen i Erhvervsministeriet har rådgivet regeringen om, at den kan droppe kravet om dokumentation, hvis den bliver presset af de andre partier.

»Der er nogen, der tænker, at det godt kan lade sig gøre. Vi er nødt til at være meget, meget grundige for at være sikre på, at vi udnytter ordningerne rigtigt. Der er for meget på spil,« siger Torsten Schack Pedersen.

Forhandlingerne fortsætter tirsdag klokken 17, og det forventes, at der kommer et resultat sent tirsdag eller onsdag. I alt forhandles der om cirka fem milliarder kroner.

Venstre og De Konservative har ved forhandlingsbordet foreslået, at staten hurtigst muligt udbetaler de sidste to ugers indefrosne feriepenge for at sætte gang i forbruget.