Lars Løkke Rasmussen går på utrolig tynd is i disse dage. Lene Espersens feriesag er eksploderet, og er nu et problem for hele regeringen – og især for Lars Løkke selv.

Nu handler det om, hvad Lars Løkke har sagt og hvornår.

Hvis en statsminister kan gribes i at lyve over for Folketinget, er det en så alvorlig sag, at han kan blive tvunget til at gå af.

Lars Løkkes forklaringer er formuleret så omhyggeligt, at han lige præcis holder sig inden for sandheden. Det gør han ved omhyggeligt at bruge ordet »forhåndsorientering«.

Men han fortæller ikke hele sandheden.

For ifølge flere forskellige kilder vidste han godt, at Lene Espersen ville droppe klimamødet i Canada for at tage på badeferie på Mallorca med familien – selv om han flere gange har sagt, at han ikke var forhåndsorienteret om det. Det fik han at vide senest 24. marts 2010, fem dage før mødet i Canada.

Oppositionen lugter blod og kræver en redegørelse af hele sagen.

Den redegørelse bliver en meget vigtig brik i magtkampen i Folketinget, og den vil blive læst med lup af oppositionen.

Lækagen fra koordinationsudvalget er et enormt problem for statsminister Lars Løkke Rasmussen.

 - Løkke kan ikke påstå, at han ikke var informeret, siger Morten Bødskov (S) og betegner det som 'et slag helt ind i hjertekulen' på regeringen, at ministrene ikke kan holde tæt.

En lang række politikere og kommentatorer ryster målløse på hovedet over, at der på den måde kan slippe centrale oplysninger ud fra regeringens magtfulde koordinationsudvalg.

SE LØKKES CITATER I FAKTABOKSEN TIL HØJRE - OG FÅ DOMMEN: LØGN ELLER SANDHED