Dansk Folkeparti står i en fuldstændig uholdbar situation, og det kan ikke vare lang tid, før Kristian Thulesen Dahl er færdig som formand.

Det er vurderingen fra politisk kommentator Jarl Cordua, efter B.T. mandag eftermiddag kunne afsløre detaljer i den igangværende magtkamp i toppen af partiet.

Flere topkilder i partiet fortæller, at formanden på interne møder har meddelt, at han er parat til at overlade lederskabet til en anden.

Men først, når der er en afklaring om Morten Messerschmidts rolle i sagen om Meld og Feld.

»Hvis historien er rigtig, som den er beskrevet her, så er Thulesen Dahl næsten at betragte som en 'lame duck'. Jeg har sjældent set en så vingeskudt formand, der nærmest vikarierer for Morten Messerschmidt,« siger Jarl Cordua.

Thulesen afviser dog selv, at han er klar til at forlade formandsposten:

»Man er formand 100 procent – lige til det tidspunkt, man ikke er det mere,« skriver han i en sms.

Uanset hvad står Thulesen Dahl meget svagt, når topkilder i partiet lækker sådanne informationer til B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup, der er forfatter til artiklen, mener Jarl Cordua:

»De ved jo godt, at når de siger de ting til Qvortrup, så er processen i gang. Det kan ikke vare lang tid - magtkampe i politik plejer ikke at vare særlig længe. For ellers kommer de til at skade partierne i ekstrem grad - hvis man er i tvivl om det, kan man bare se på Venstre.«

»Alle er stort set enige om, at Thulesen Dahl skal smutte, men fordi Messerschmidts situation er uafklaret, holder han pladsen varm,« siger han.

Bagmandspolitiet (SØIK) er stadig ved at afgøre, om de vil rejse en sag for svig med offentlige midler i Meld, en alliance af partier i EU, og Feld, som er en fond.

Politiets afgørelse er igen og igen blevet udskudt, og nu forventer politiet af træffe en afgørelse i det første halvår af 2021.

Dansk Folkeparti falder og falder i meningsmålinger.
Dansk Folkeparti falder og falder i meningsmålinger. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Bagmandspolitiet er Kristian Thulesen Dahls eneste ven lige nu,« siger Jarl Cordua.

»Det virker ret vildt, at man er så træt af ham, at man hellere tager chancen ved at drive partiet ud i kaos ved at forsøge at drive ham væk nu,« siger kommentatoren og tilføjer:

»Men man kan blive træt af folk - det så man også i Venstre. Folk var vildt trætte af Lars Løkke, og nu virker det som om, at nogle er dødtrætte af Thulesen Dahl i Dansk Folkeparti.«