Mens Søs Marie Serup ikke sætter sine sparepenge på Klaus Riskær Pedersen, mener Lars Trier Mogensen, at han har et stort potentiale.
Det er langtfra første gang, at Klaus Riskær Pedersen forsøger at blive folkevalgt. En enkelt gang lykkedes det – i 1989 for partiet Venstre – men kan han gøre det igen?
»Jeg tvivler på, han har nok opdrift til at kunne trække to procent stemmer med sig oven vande, men jeg er sikker på, det bliver interessant at se ham forsøge,« siger politisk kommentator Søs Marie Serup.
Man skal dog aldrig undervurdere hans blik for nye tendenser, og man kan med Søs Marie Serups ord selv konstatere, at han har fat i noget.
»Der er et potentiale i den måde, Riskær samler politisk set fortabte sjæle op med ligefrem tale og logiske løsninger. Men hans projekt forekommer stadig for ufokuseret, og han kan til tider selv virke lidt vrøvlende. Dertil skal man også tilregne, at han er ved at løbe tør for tid,« siger hun.
Alle nye partier vil gerne med i en partilederrunde – men det nytter ikke meget, hvis det bliver som klassens klovn, pointerer Søs Marie Serup.
»Klaus Riskær Pedersen udgør et lidt forhutlet oprør fra bunden anført af en mand, der altid flyder ovenpå,« siger hun.
Lars Trier Mogensen, politisk kommentar ved blandt andet netmediet Føljeton, skriver i sit seneste politiske nyhedsbrev, at Riskærs program 'på en og samme tid (er) klassisk og helt kaotisk'. Kaosset skyldes Riskærs fandenivoldskhed.
»Han har et stort og reelt potentiale: På den ene side er Liberal Alliance gået mindst 2-3 procentpoint tilbage siden valget, og på den anden side har også Alternativet mistet 1-2 procentpoint, og dermed er der op mod 200.000 troløse, veluddannede vælgere, der flyder rundt – og kan være til at samle op for Klaus Riskær, der bygger en tværpolitisk bro mellem disruptive erhvervsfolk og eksperiment-parate storbyvælgere,« skriver han.
