De Konservatives formand, Lars Barfoed, søsætter en »ny og skarpere kurs«, der skal sikre det trængte parti fremgang. Men det kræver tålmodighed, understreger han
Han så gerne fremgang fra på mandag.
Men fra talerstolen ved Det Konservative Folkepartis landsråd, der i weekenden bliver holdt i Herning, opfordrede den Konservative formand, Lars Barfoed, sit bagland til at væbne sig med tålmodighed, når det kommer til at få partiet ud af den vælgermæssige krise, det i øjeblikket befinder sig i.
- Vi har sammen en vigtig opgave foran os. Vi skal styrke Det Konservative Folkeparti. Det er en opgave, der vil kræve hårdt arbejde og tålmodighed i de kommende år, sagde Lars Barfoed, der samtidig søsatte en »ny og skarpere politisk kurs«.
En kurs, der blandt andet indebærer et nyt partiprogram, der skal vedtages på landsrådet, og som betoner klassiske, konservative værdier som familie, gud, konge og fædreland, samt en række reformer, der lægger op til et opgør med »Tilskudsdanmark«.
Samlet set gør det ifølge K-formanden de Konservative til »Danmarks mest borgerlige parti« hvad angår både den værdimæssige og den økonomiske politik, og det er der brug for, mener han.
- Aldrig har dansk økonomi og danske værdier samtidigt været udsat for et tilsvarende pres fra vores omverden. Mere end nogen sinde har vi behov for at forandre vores samfund, hvis vi vil bevare de grundlæggende værdier, som er kendetegnende for Danmark. Nye tider kræver ny politik, sagde Barfoed, der lagde vægt på vigtigheden af den personlige frihed, bedre vilkår for det private initiativ og danske traditioner og værdier.
- At være borgerlig handler for mig om at sætte borgeren i centrum. Det handler om at sikre staten og markedet som borgernes tjener – ikke omvendt.
Den nye kurs er Lars Barfoeds opskrift på at genrejse det parti, der ved valget sidste år måtte sige farvel til 10 mandater i Folketinget - og som ifølge meningsmålinger kun har opbakning fra cirka fire procent af danskerne.
- Nu er kursen lagt, og hvis nogen siger til mig »du er så konservativ«, så svarer jeg »ja, det er jeg, og det er du måske også selv. Du ved det bare ikke endnu«, sagde Lars Barfoed.
Blandt de cirka 800 fremmødte landsrådsdeltagere er der opbakning til Lars Barfoeds nye kurs og en udtalt tro på, at den kan skaffe flere vælgere.
- Jeg har været konservativ hele mit liv, og jeg agter ikke at ændre mening. Jeg vil derimod bakke op om alt det, de Konservative går ind for. Det trænger Danmark i allerhøjeste grad til for at få gang i hjulene, siger Bjarne Nørskou fra Jammerbugt, der dog efterlyser en tydeligere kommunikation fra landspolitikerne.
- Man skal være mere udadvendt og knapt så indadvendt for at udbrede det til hele landet. Dem, der er medlemmer, er jo frelste i forvejen, siger han.
Villy Møller, lokalformand i Frederikshavn, mener, at partiet i dag er nået et vælgermæssigt lavpunkt.
- Jeg tror, at vendingen er sket nu, men fremgangen kommer ikke så hurtigt, som tilbagegangen gjorde, siger han.
- Det bliver ikke et kort træk, men et langt og sejt træk.
Lars Barfoed erkender, at der ikke er nogle hurtige løsninger på partiets nedtur, og han erkender, at partiet har travlt, hvis man skal nå et acceptabelt resultat ved næste Folketingsvalg.
- Det har vi selvfølgelig, for vi ligger slet ikke der, hvor vi gerne vil, og hvor vi i vores selvforståelse synes, vi bør ligge, siger Barfoed, der ikke tør spå om, hvornår nedturen bliver vendt til optur.
- Jeg håber, vi ser det på mandag, men jeg tror ikke, det kommer fra den ene dag til den anden, siger han.
- Nu er det et spørgsmål om at kommunikere det klart og tydeligt i de kommende uger og måneder, og så håber jeg naturligvis, at det også giver resultat i målingerne. Men min tilgang til det job, jeg har, har aldrig været, at vi skal lave et kvik-fix, hvor vi siger et eller andet smart, så vi hurtigt får en masse stemmer. Jeg vil hellere have en stabil opbygning, for så holder det også på længere sigt, siger Lars Barfoed.
Partiets nye partiprogram ventes vedtaget søndag.