For en måneds tid siden blev protestgruppen Rødt Venstre stemplet som »partiskadelig« til Enhedslistens ekstraordinære årsmøde.
Nu kalder gruppen til møde med en besked om, at »kampen fortsætter«.
Det sker i en meddelelse på Rødt Venstres hjemmeside.
Her kalder protestgruppen årsmødet for »skuffende«, ligesom den kritiserer årsmødets beslutninger.
»Udgangspunktet for det ekstraordinære årsmøde var et angreb på Rødt Venstre for partiskadelig virksomhed. Denne partiskadelige virksomhed er aldrig blevet dokumenteret, men bygger på myriader af løse påstande og formodninger,« skriver protestgruppen blandt andet.
Derudover skriver Rødt Venstre, at de nye regler for eksklusion, der gør det lettere for eksempel at ekskludere medlemmer, der støtter terror, »vil begrænse den politiske debat i Enhedslisten.«
Til sidst i meddelelsen skriver Rødt Venstre, at »kampen fortsætter«, og at gruppen »mødes i slutningen af januar for at evaluere situationen og afgøre vores position efter det ekstraordinære årsmøde.«
»Der er brug for en markant opposition til den førte arbejder- og indvandrerfjendske politik. Der er brug for modstand mod det zionistiske apartheidregime, som det blev vedtaget på Enhedslistens ordinære årsmøde i 2024,« lyder det fra Rødt Venstre.
Protestgruppens talsmand, Sejer Folke, har overfor B.T. afvist at udtale sig yderligere om det kommende møde.
Folke meldte sig i protest ud af Enhedslisten efter det ekstraordinære årsmøde den 14. december.
Mandag blev et andet fremtrædende medlem af Rødt Venstre, Esben Søvang Maaløe, ekskluderet fra partiet.
Enhedslistens ekstraordinære årsmøde var det første af sin slags i partiets historie og blev indkaldt i kølvandet på B.T.s afdækning af terrorstøtten i partiets bagland.
Baggrunden for at Rødt Venstre blev stemplet som »partiskadelig« til årsmødet er, at medlemmer af gruppen adskillige gange har trodset partilinjen.
Blandt andet ved at erklære deres støtte til den palæstinensiske organisation DFLP, som deltog i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober.

