SFs Kamal Qureshi ønsker ikke at overtage Villy Søvndals plads i Folketinget.

Det bliver ikke SFeren Kamal Qureshi (SF), der overtager det tomme sæde i Folketinget efter partifællen Villy Søvndal (SF), som forlader dansk politik.

Det skriver Qureshi på sin Facebook-profil, skriver Jyllands-Posten.

»Selvom jeg brænder for at sætte fingeraftryk på vores samfund, føler jeg, at mit kald lige nu er at fortsætte med at gøre en konkret forskel for patienter,« skriver Kamal Qureshi, som i øjeblikket arbejder som læge.

Kamal Qureshi er førstesuppleant på SFs liste, og med hans nej er loddet givet videre til nummer to på suppleantlisten, Trine Mach (SF), som ligesom Qureshi sidder med i SFs landsledelse.

Villy Søvndal stopper som udenrigsminister og folketingsmedlem, efter han i oktober blev ramt af en mindre blodprop i hjertet. Kort tid efter blev hans kone ramt af et hjerteanfald.

I Søvndals fravær har Annika Smith (SF) siddet i Folketinget, da hverken Kamal Qureshi, Trine Mach eller den tredje suppleant, Mette Boye (SF), ønskede at indtage pladsen under sygeorloven.