Kamal Qureshi står på vippen til at blive genvalgt til Folketinget, men det er blot et mindre nederlag i skyggen af en kæmpe sejr.

- Det er en smuk, smuk dag, siger Kamal Qureshi til B.T. dagen derpå.

Han sidder med et stort smil på læben, benene kastet op på sofaen og kigger ud på solen fra sit hjem i København, da B.T. fanger ham fredag formiddag. Dagen efter DM i demokrati. Folketingsvalget 2011. Eller blot dagen efter dagen, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister.

På vippen
Kamal Qureshi er ellers blandt de kandidater, som ligger på vippen for at ryge ud af Folketinget efter gårsdagens valg. Partiet SF mistede syv mandater i Folketinget, og det betyder at Kamal Qureshi blandt andre er i risikozonen.

- Selvfølgelig håber man på at blive valgt ind, men det vigtigste har været at få DF ud af dansk politik. Det er det jeg har arbejdet for i 10 år. At jeg så måske ikke kommer i Folketinget, det må vi tage, som det kommer, siger Kamal Qureshi.
 
Han skal kæmpe om et mandat mod en anden prominent SF'er, Özlem Cekic i Københavns Storkreds.

Tilbage til at redde liv
Med en attraktiv uddannelse i bagagen frygter Kamal Qureshi ikke at vende tilbage til sit oprindelige hverv, som læge.

- Jeg er så heldig, at jeg godt kan lide at være læge, så hvis det skulle kse at jeg ikke skal i Folketinget, så glæder jeg mig til at komme tilbage på arbejde som læge, siger Kamal Qureshi, som ikke kender den endelige afgørelse, før alle mandater er fordelt, og Helle Thorning-Schmidt har udnævnt sine ministre.