Sidst Socialdemokratiet foreslog at gøre det billigere at være medlem af en fagforening, tordnede Venstre imod forslaget.

Venstre-løven Troels Lund Poulsen kaldte det ligefrem »blodpenge« til fagforeningerne.

Men i et interview i B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' trækker Venstres fungerende formand, Troels Lund Poulsen, i land på den hårde retorik.

Faktisk er Venstre med Troels Lund Poulsen i spidsen nu selv med til at hæve grænsen for skattefradraget for faglige kontingenter fra 6.000 kroner til 7.000 kroner om året.

Mener du stadig, at det er blodpenge til fagforeningerne?

»Jeg løber ikke fra, at jeg sagde det på det tidspunkt. Jeg mener, at det var det rigtige, jeg sagde på det tidspunkt. Nu har vi så lavet en helt anden politisk fortælling, hvor Socialdemokratiet er gået ind i et samarbejde med os, hvor vi også har sænket topskatten.«

Men mener du så stadig, at det her er blodpenge til fagforeningerne?

»Jeg synes, at det, jeg sagde på det tidspunkt, var rigtigt. Men nu har vi lavet en regering, hvor det her er et af elementerne, der indgår,« siger Troels Lund Poulsen og tilføjer så en indrømmelse;

»Men prøv at hør her. Politik er jo også på den måde, at jeg jo også har været oppe i et relativt høj retorisk træ.«

Kan jeg sige, at du accepterer blodpenge til fagbevægelsen, fordi det er en del af et samlet kompromis?

»Næ, jeg siger, at jeg nok har lært af den retoriske diskussion, vi havde, dengang vi var i opposition, fordi nu har jeg skruet ned for min retorik, fordi vi har et samarbejde.«

Har du sagt andre ting, du fortryder?

»Jeg tror, jeg har sagt rigtig mange ting. Og jeg skal heller ikke være for stor til at sige, at jeg nok også nogle gange har været spændt for en partipolitisk vogn, hvor jeg har været relativt højt oppe i træerne. Jeg er blevet mere mild med årene, og nu har vi lavet det her regeringssamarbejde.«

Forslaget om at hæve skattefradraget for faglige kontingenter står ikke i regeringsgrundlaget, som blev fremlagt som Venstres, Moderaternes og Socialdemokratiets kompromis i december. Det er kommet til siden da.

Spørgsmålet er derfor, om Venstre ligesom Socialdemokratiet også får ny politik igennem udover det, der allerede står i regeringsgrundlaget.

»Der drøftet mange ting, som ikke står i regeringsgrundlaget, som vi kommer til at arbejde med,« siger Troels Lund Poulsen.

Så hvad siger du, hvis folk ude i landet spørger, om der er mere blå politik på vej, som ikke står i regeringsgrundlaget?

»Regeringsgrundlaget er ikke en facitliste,« svarer Troels Lund Poulsen uden at ville nævne, hvilken blå politik man kan forvente, der kommer oven i.

Du kan høre hele interviewet i podcasten 'Slottet & Sumpen'.