Selvom kun Mette Frederiksen ved, hvornår der bliver trykket på valgknappen, så er mindst en af regeringens ministre godt rustet til valg.

Der er i hvert fald blevet læsset cirka 2.000 valgplakater af lige foran skatteminister Jeppe Bruus' bolig, der ligger nord for København.

Der er både klassiske plakater med navn og billede og plakater i den klassiske socialdemokratrøde farve med teksten »din grønne skatteminister« og så »Jeppe Bruus« nedenfor.

Da B.T. ringer – bevæbnet med billeder af valgplakaterne – går skatteministeren til bekendelse og forklarer, at der ganske rigtigt ligger et par tusinde valgplakater foran hans hus.

»Men de har altså stået der et stykke tid. Faktisk fra før sommerferien,« siger Jeppe Bruus og fortsætter:

En større stak valgplakater er blevet sat af ved skatteministerens bopæl. Er der valg på vej?
En større stak valgplakater er blevet sat af ved skatteministerens bopæl. Er der valg på vej?
Vis mere

»De blev leveret af en fragtmand, som stillede dem der. Jeg har afsøgt, om de kan være andre steder, men det har ikke været muligt. Naboerne må nok leve med, at de står der lidt endnu,« siger Jeppe Bruus.

Men betyder det så, at der er valg lige om lidt, når selv ministrene har fået leveret valgplakater?

»Haha, nej, der er kun en, der ved, hvornår valget kommer (statsministeren, red.). Jeg ved ikke mere end alle andre, men alle ved jo, at valget kommer senest juni næste år. Jeg tror også mange andre kandidater har fået lavet valgplakater. Det er jo dumt ikke at have dem, hvis der pludselig kommer valg,« siger Jeppe Bruus.

Kan de holde til maj-juni, hvis nu Radikale Venstre render fra deres trusler om mistillidsvotum?

»Ja, det kan de sagtens,« forklarer Jeppe Bruus..

Hvis ikke statsminister Mette Frederiksen udskriver valg inden Folketinget åbner 4. oktober, så har Radikale Venstre forklaret, at de stiller forslag om mistillidsvotum til regeringen..

Det vil konkret ske ved åbningsdebatten 6. oktober og vil bringe regeringen i mistillid, så regeringen ikke kan fortsætte..

Hvis Radikale Venstre ikke gør alvor af truslerne, så skal valget afholdes senest 4. juni 2023.