Villy Søvndals comeback til politik som SFs spidskandidat ved regionsrådsvalget i Syddanmark sker i dén grad med manér.

Den 65-årige tidligere leder for SF ser ud til at trække så mange stemmer til sit parti, at SF tredobler sin tilslutning og sit mandattal, så partiet i regionsrådet går fra to til seks mandater.

Klokken 2.15 natten til onsdag står det klart, at partiet er gået hele 9,2 procent frem til 13,7 procent af stemmerne.

BT talte med Villy Søvndal tidligere på aftenen, og han lagde ikke skjul på, at han var begejstret for resultatet.

»Det er ikke så skidt endda. Vi går frem og ser ud til at ende med seks mandater. Som det ser ud, så mangler vi desværre lige det sidste for at få flertallet til at skifte. Formentlig to mandater. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få al den indflydelse, det er muligt, når det endelige valgresultat forelægger,« siger Villy Søvndal.

Efter vi talte med ham stod det klart, at Stephanie Lose (V) kan fortsætte som regionsrådsformand. Dermed har SF kun opfyldt et af sine mål.

»Vi havde op til det her valg sat os to mål: Det ene var at lave et godt valg for SF. Det er lykkes. Det andet var at sikre et nyt flertal i regionsrådet. Det er desværre ikke lykkes. Men vi går ind og arbejder på at få al den indflydelse, vi kan få,« fastslår han.