Rettelse 14:49: Den seneste udvikling viser, at Frederik Vad står til at sikre sig en plads i Folketinget, efter at kredsen i Slagelse er blevet talt op. Det kan du læse mere om her. 
B.T. beklager fejlen. 

Mange har længe set Frederik Vad som en kommende formand for Socialdemokratiet, fortæller B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen. 

Alligevel står den markante socialdemokratiske profil og partiets udlændingeordfører nu til at ryge ud af Folketinget ifølge den foreløbige måling.

Det er ifølge Joachim B. Olsen intet mindre end en katastrofe for partiet.

»Han er virkelig en fremtidens mand for partiet. Så hvis han ryger ud, så er det et gigantisk tab for Socialdemokratiet,« siger han. 

Med 57,6 procent af stemmerne optalt i Sjællands Storkreds i skrivende stund står Frederik Vad aktuelt til 1840 personlige stemmer – langt fra et mandat.

Det kommer bag på Joachim B. Olsen.

»Der er mange, der ser ham som kommende formand for Socialdemokratiet. Han er tidligere formand for DSU, har vundet DM i debat og har genstartet udlændingedebatten til Socialdemokratiets fordel,« siger han.

Frederik Vad brød for alvor igennem, da han satte den såkaldte »tredje erkendelse« på dagsordenen.

Hans begreb dækker i grove træk over, at integrationsproblemer ikke kun skyldes sociale forhold, men også kultur og normer i visse miljøer.

»Han har en kæmpe andel i, at Socialdemokratiet havde førertrøjen på, når det handlede om stram udlændingepolitik,« siger Joachim B. Olsen. 

Ifølge Joachim B. Olsen kan det samlede billede sende et klart signal.

»Det er jo socialdemokratiske vælgere, der potentielt vender tommelfingeren ned til Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik, som er en hjørnesten i hendes politiske projekt,« siger han. 

Du kan følge regeringsforhandlingerne og efterspillet af folketingsvalget i B.T.s liveblog HER.