Kabalen er ved at gå op: Partier melder ud om nye ordførere


Det er et større puslespil, der skal gå op, når de forskellige partier skal vælge deres ordførere.
Men i dag har i hvert fald Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre planer om at melde ud, hvem de har udpeget til de forskellige ordførerskaber.
Venstres næstformand, Stephanie Lose, bliver finansordfører og ordfører for vækst og reformer.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse, hvor det videre lyder, at Lose bliver partiets chefforhandler, når Venstre i fremtiden går til økonomiske forhandlinger.
Derudover har partiet valgt Morten Dahlin som Venstres nye udlændingeordfører.
Hos Moderaterne bliver Morten E.G. Brautsch ny gruppeformand, mens Mohammad Rona vender tilbage til posten som politisk ordfører, oplyser partiet i en pressemeddelelse til Ritzau.
Tidligere i dag kunne B.T. erfare, hvilke socialdemokrater der kan se frem til en en ordførerpost.
Ifølge B.T.s oplysninger bliver det Thomas Skriver Jensen, der overtager posten som udlændingeordfører.
Han overtager dermed fra Frederik Vad, der selv har bekræftet, at han stopper som udlændinge- og integrationsordfører i partiet.
Derudover bliver nu tidligere minister Kaare Dybvad Bek finansordfører.
Lea Wermelin erstatter desuden Bjørn Brandenborg på retsordfører-posten, mens den nyvalgte og unge Katrine Evelyn bliver indfødsretsordfører, lyder det.
Den officielle konstituering af de nye ordførerskaber hos Socialdemokratiet sker tirsdag formiddag, hvor partiet holder gruppemøde på Christiansborg.