Det er godt at udbetale betjentes overarbejde i finanslov, mener De Konservatives retsordfører, Naser Khader.

København. De Konservatives retsordfører, Naser Khader, roser Dansk Folkepartis forslag om, at betjente skal kunne få udbetalt deres overarbejde på næste års finanslov.

- Det har jeg stor sympati for. Det, synes jeg, er rigtig fint. Jeg taler med en masse betjente, der påpeger, at de har en masse overarbejdstimer, siger Naser Khader.

Han mener, at det giver problemer, når betjentene afspadserer overarbejde.

- Vi mangler betjente til grænsen. Vi mangler betjente til terrorbekæmpelse. Og betjente til at bekæmpe banderne. Der er behov for deres arbejdskraft, siger Naser Khader.

- Derfor håber jeg at DF lykkes med at få det igennem i finansloven.

Spørgsmål: Men koster det ikke mange penge at udbetale betjentes overarbejde?

- Nu foregår der finanslovforhandlinger. Forskellige partier har forskellige ønsker. Nogle af dem får de ønsker, de beder om. Hvis kravet er højt prioriteret hos DF, så kan det godt være, at det lykkes, mener Naser Khader

Finansminister Kristian Jensen (V) tier, da Ritzau beder om hans kommentar. "Nej tak", lyder det fra Bruxelles, hvor han deltager ved finansministrenes møde i Økofinrådet om EU's budget.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, står også over. Han fører valgkamp i Region Sjælland, hvor han gerne vil afløse partifællen Jens Stenbæk som regionsrådsformand.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, betakker sig også.

- Ingen kommentar, siger Preben Bang Henriksen.

Betjentes overarbejde er på tre år vokset med mere end en tredjedel til knap en million timer. Det viser tal fra Politiforbundet.

- Men de 400.000 timer er normtimer, som ifølge arbejdstidsreglerne ikke kan udbetales. Så det er nok omkring en halv million timer, der vil kunne udbetales, siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

Betjente har før været tvunget til at få udbetalt overarbejde .

- Vi vil gerne have regeringen med på at give betjentene et frit valg om at få udbetalt deres overarbejde i stedet for at afspadsere det, siger DF's retsordfører Peter Kofod Poulsen.

Finansloven er sat på pause til efter kommunalvalget 21. november.

/ritzau/