Den nordjyske politiker Vibeke Gamst er formentlig snart fortid hos De Konservative.
Formand for De Konservative i Aalborg Peter Brix indstiller nemlig til, at Gamst smides ud af partiet, efter at hun har været med til at sikre Lasse Frimand Jensen (S) borgmesterposten i Aalborg Kommune sammen med SF og Enhedslisten.
Om to uger skal medlemmerne hos De Konservative i Aalborg på en ekstraordinær generalforsamling tage endegyldigt stilling til Gamsts eksklusion.
- Jeg er enormt skuffet over Vibeke og dybt chokeret. I vores parti er der ikke nogen, som er over partiet, og Vibeke har handlet på egne vegne uden et forhandlingsmandat fra os.
- Hun har også gjort det uden at informere nogen i Det Konservative Folkeparti om det, siger Peter Brix, der også er medlem af partiets hovedbestyrelse.
Meldingen kommer næppe som et chok for Gamst, som søndag til TV 2 udtalte, at hun regnede med en eksklusion.
Hun er en af tre politikere fra De Konservative, der opnåede valg til byrådet i Aalborg Kommune efter tirsdagens kommunalvalg.
Det så i første omgang ud til, at Lasse Frimand Jensen kunne fortsætte som borgmester, men så kom der et alternativt flertal, som gjorde De Radikales Jes Lunde til borgmester i Aalborg. Det var med De Konservative mandater.
Men den beslutning var Gamst altså utilfreds med. Så sammen med SF og Enhedslisten sørgede hun for et flertal, der gjorde, at socialdemokraten kunne fortsætte på borgmesterposten.
/ritzau/