Trods en fremgang på tre mandater og det bedste valg i 19 år ser det svært ud for De Konservatives drøm om en ren borgerlig regering.
- Jeg synes, vi skal have en ny statsminister i dette land, og jeg synes også, at danskerne har givet udtryk for i dag, at der skal en ny leder til, siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).
Den borgerlige lejr står til 77 mandater, mens den røde blok står til 84 mandater.
Ingen af de to kan altså mønstre et flertal på 90 mandater, uanset hvem de nordatlantiske mandater måtte ende med at pege på.
Skal der være en borgerlig regering, vil det kræve Moderaternes hjælp, og det er et scenarie, som partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) har udelukket.
- Mandaterne fordeler sig på en måde, som kræver, at der bliver fundet nogle samarbejdskonstellationer, og det bliver op til Folketinget i de kommende dage og uger. Det bliver ikke simpelt, siger Mette Abildgaard.
De Konservative vil ifølge ordføreren "prøve at omsætte valgresultatet til resultater og indflydelse".
- Vi er først og fremmest glade for, at vi har fået det bedste resultat i knap 20 år. Mona (Juul, red.) blev partiformand for kun to år siden, og alligevel præsterer hun nu tredje fremgang. Det er vi lettede og stolte over, siger Mette Abildgaard.
Konservative har peget på Troels Lund Poulsen som statsministerkandidat. Det holder partiet fast ved, selv om Venstre går markant tilbage og nu kun er fem mandater større end De Konservative.
- Vi har svært ved at se, hvordan vi nogensinde skulle kunne støtte op om Mette Frederiksen som statsminister. Men vi har også sagt, at vi vil gøre, hvad vi kan for at holde den yderste venstrefløj uden for indflydelse. Så vi kommer til at dukke op til forhandlingerne uanset, hvem der sidder for bordenden.
/ritzau/
