Regeringen møder et bredt borgerligt krav om at skære i kontanthjælpen for unge under 30 år, men Enhedslisten advarer om, at det vil være regeringens undergang.

Kontanthjælpsmodtagere under 30 år skal ned på SU-sats og dermed klare sig for 5.662 kr. om måneden før skat. Sådan lyder udspillet fra de Konservative, der som det første parti præsenterer sine samlede krav til en kontanthjælpsreform. Det skriver Berlingske.

- Det må være sådan, at det ikke bedre kan betale sig at få kontanthjælp end at tage en uddannelse. Når det kan lade sig gøre at leve på SU, så kan det også lade sig gøre, når man er på kontanthjælp, siger den konservative leder, Lars Barfoed.

Tidligere har Venstre meldt ud, at kontanthjælpen for unge ikke-forsørgere under 30 år skal ned på niveau med den såkaldte ungeydelse. Det vil sige 6.660 kr. om måneden før skat. Men nu går de Konservative altså et skridt videre og vil sætte ydelsen længere ned og inkludere forsørgere. Unge med psykiske lidelser skal fortsat have fuld kontanthjælp. Den melding glæder Liberal Alliance.

- Det er dejligt at se de Konservative bevæger sig i den retning. For unge under 30 år skal det ikke være muligt at få mere end SU, siger LAs arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen, til Berlingske.

Udspillet får Enhedslisten til at advare regeringen. Hvis den går med på forslaget, kan den ikke bare vinke farvel til Enhedslistens opbakning. Den kan afsige sin egen dødsdom, lyder det fra Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.

- Vi har prøvet at sige til Socialdemokraterne og SF, at så kan et forlig med os ikke blive til noget. Når du er mellem 25 og 30, er du måske ved at stifte familie, komme ud på arbejdsmarkedet og har brug for at investere i familie og bolig. Det vil være selvmorderisk af dem efter den tur, de har haft i meningsmålingerne, siger Christian Juhl.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil ikke svare på, om kontanthjælpen for unge kan sættes ned, men fokus i den kommende kontanthjælpsreform vil være på at bringe unge i uddannelse, forklarer hun.

- Gruppen af unge kontanthjælpsmod-tagere er en sammensat gruppe. Der er nogle velfungerende unge, som er arbejdsløse på grund af krisen, men der er også unge, der har komplekse sociale problemer, hvor det er nødvendigt med en meget mere helhedsorienteret indsats, end den vi giver dem i dag, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Den radikale arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, ser positivt på at sænke satsen for dem under 30 år.

- Vi er åbne over for at sætte satsen for kontanthjælp ned for borgere under 30 år. Det vil sige at gentage den øvelse, som vi har lavet for borgere på kontanthjælp under 25. Vi kan se, at unge på SU får lavere ydelse end dem, der måske ikke er aktivt jobsøgende på kontanthjælp, siger Nadeem Farooq.

I Dansk Socialrådgiverforening skabte spørgsmålet ballade, da formanden, Bettina Post, i foråret meldte ud, at satsen for uddannelsesparate unge godt kunne sættes ned.

Senere forklarede hun, at hun havde været »for hurtig på aftrækkeren«. I dag skelner hun mellem sin personlige holdning og foreningens.

- Vi har diskuteret det meget i Dansk Socialrådgiverforening efter min melding i foråret og er landet på, at der skal laves et uddannelsespålæg til dem under 30, der ikke har en uddannelse. Det, jeg sagde i foråret, står jeg stadig ved som privatperson. Det ville give mening at indføre en SU for uddannelsesparate unge under 30, som ikke har en uddannelse, siger Bettina Post, der dog samtidig advarer mod det konservative forslag om at sætte alle unge kontanthjælpsmodtagere ned på SU.

I den borgerlige opposition er kun Dansk Folkeparti skeptisk over for at skære i kontanthjælpen for dem under 30 år. Her vil man i stedet igen sætte kontanthjælpen for udlændinge ned ved at genindføre den såkaldte starthjælp samt kontanthjælpsloftet.

- Hvis det drejer sig om nogen, der har taget uddannelse og stiftet familie, så er det ikke bare noget, man lige gør. Umiddelbart er vi ikke med på det forslag, siger DFs arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, til Berlingske.