»Vælgerne har talt, og de har ønsket, at DF tager ansvar. Med den størrelse tager man bedst ansvar i regering, og så virker det helt underligt desperat, at det største borgerlige parti forsøger at holde sig udenfor.«

Sådan indleder politisk ordfører Mai Mercado (K) et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun giver Dansk Folkeparti med grovfilen. Hun opfordrer partiet til at tage ansvar og indgå i en ny regering.

Mai Mercados udmelding kommer efter, at Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl torsdag meddelte, at Dansk Folkeparti endnu ikke er klar til at slå pjalterne sammen med Venstre og eventuelle andre borgerlige partier i en ny regering.

»Som tingene ligger lige nu, er det ikke vores vurdering, at indflydelsen vil være størst, hvis vi går med i en regering. Der er grundlaget ikke godt nok,« lød det fra Kristian Thulesen Dahl (DF), da han torsdag eftermiddag var på vej ind til en arbejdsfrokost med Venstres formand og kongelig undersøger Lars Løkke Rasmussen.

Læs også:

At Dansk Folkeparti fortsat ikke er klar til at gå i regering, har imidlertid fået Det Konservative Folkepartis politiske ordfører Mai Mercado til at sætte sig til tasterne og opfordre partiet til at gå med i regering.

På Facebook skriver hun, at det virker »helt underligt desperat«, at landets største borgerlige parti nu forsøger at holde sig udenfor, og at det er synd for demokratiet, når så mange vælgere har stemt på Dansk Folkeparti.

Læs også:

Samtidig sætter hun spørgsmålstegn ved, om partiet er kommet til at love vælgerne for meget.

»Måske er der simpelthen afgivet for mange valgløfter og brugt for mange tulliarder til, at man tør tage ansvaret på sig,« skriver hun i opslaget og henviser til Socialdemokraternes ord for Kristian Thulesen Dahls ’gavebod’, da han i foråret 2014 lovede vælgerne gaver for godt 155 milliarder danske kroner.

Se hele Facebook-opslaget nedenfor:

Siden valget sidste torsdag har blå blok med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen afholdt adskillige møder for at finde ud af, hvordan der kan skabes en borgerlig regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Men Kristian Thulesen Dahl (DF) mener fortsat ikke, at de nuværende forhandlinger lægger op til et regeringssamarbejde mellem Venstre og Dansk Folkeparti – og de to øvrige blå partier, der tæller Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Læs også: