K peger fortsat på Troels Lund Poulsen som statsministerkandidat
K-toppen havde fokus på narkotika og i særdeleshed kokain, men måtte også forholde sig til blå bloks dynamik.

K-toppen havde fokus på narkotika og i særdeleshed kokain, men måtte også forholde sig til blå bloks dynamik.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, kan regne med støtten fra De Konservative, der fortsat peger på den tidligere minister som blå bloks statsministerkandidat.
Det siger De Konservatives formand, Mona Juul, onsdag, i forbindelse med sit partis sommergruppemøde i Nyborg.
Her havde den konservative top selv fokus på kampen mod kokain - især blandt unge - men den fremmødte presse havde fokus på andre ting. Heriblandt forholdene i blå blok.
På pressemødet siger Mona Juul, at De Konservative pegede på Venstres formand som statsministerkandidat allerede sidste år i forbindelse med folketingsvalget tidligere i år. Partiet pegede også på Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger.
- Vi peger fortsat på Troels Lund Poulsen som leder af blå blok, lyder det fra Mona Juul.
- Det er vigtigt, så vi får en, der kan samle de blå partier, tilføjer Mona Juul.
Dermed er hun mere klar i mælet end kollegerne i blå blok på samme emne. De seneste år har positionen som det borgerlige Danmarks leder været til åben diskussion.
Troels Lund Poulsen ønskede i sidste uge på Venstres sommergruppemøde ikke at udnævne sig selv som lederen af blå blok. Venstres formand fastslog dog, at han "selvfølgelig stiller sig til rådighed som statsministerkandidat til næste valg".
Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, vil gerne påtage sig ansvaret og være statsminister. Altså hvis han får vælgernes opbakning til det, men den er der ikke i øjeblikket. Og LA peger derfor fortsat på Troels Lund Poulsen som statsministerkandidat.
Dansk Folkeparti pegede op til valget også klart på Troels Lund Poulsen, men nu er DF selv største blå parti i meningsmålingerne, og derfor er der nu en diskussion om, hvorvidt DF-formand Morten Messerschmidt skal eller kan være aktuel som blå statsministerkandidat.
Emnet er ikke aktuelt, mener Messerschmidt selv, mens Venstre eksempelvis har sagt, at partiet ikke kan pege på DF-formanden. Vanopslagh har påpeget, at meningsmålingerne kan ændre sig over tid.
Messerschmidt som statsministerkandidat er ikke et aktuelt emne for De Konservative.
- Vi har peget på Troels Lund Poulsen både før, under og efter valget. Vi har ikke tænkt os at pege på andre lige nu, siger Mona Juul.
RITZAU