De Konservative og Liberal Alliance vil lade det være op til borgerne selv, om de vil vaccineres med AstraZenecas vaccine mod covid-19.

De danske sundhedsmyndigheder har droppet at bruge vaccinen i Danmark. Men det er en fejl, mener de borgerlige partier.

»Det er vigtigt, at vi får udnyttet de vacciner, der er, hvis der er danskere, der ønsker at få en AstraZeneca-vaccine. Blandt dem, der har fået første stik, er der helt sikkert nogle, som ønsker andet stik og at få færdiggjort deres vaccination,« siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).

Omkring 150.000 borgere har fået første stik med vaccinen, som nu droppes.

Det skyldes, at der er en sammenhæng mellem sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper.

Vaccinen droppes ifølge Sundhedsstyrelsen på grund af et forsigtighedsprincip, fordi der er god kontrol med pandemien i Danmark, og fordi der er andre tilgængelige vacciner.

Liberal Alliance har også foreslået, at borgerne selv skal have valget.

'Danskerne er voksne, myndige borgere, der godt kan tage den slags beslutninger på oplyst grundlag. Det vil give den enkelte vaccinerede mere frihed og samfundet hurtigere vej til genåbning,' skriver LAs partileder, Alex Vanopslagh, på Twitter.

Begge er villige til selv at tage den. På spørgsmålet, om Mette Abildgaard sundhedsfagligt kan overskue konsekvenserne som politiker, svarer hun:

»Sundhedsmyndighederne anlægger et forsigtighedsprincip, og det er fornuftigt, men der er en grund til, at man i første omgang har godkendt den.«

»Vi risikerer at stå i samme situation med Johnson & Johnson, som der sættes spørgsmålstegn ved. Vi risikerer en situation, hvor vi ikke får færdigvaccineret danskerne i 2021,« siger hun.

Sundhedsstyrelsen udelukker ikke, at vaccinen kan tages i brug igen.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).