Den konservative partiformand erklærer, at han har et godt samarbejde med Lars Løkke trods dennes diætrod.

Lars Løkke Rasmussens (V) rod i diæterne fra klimaorganisationen GGGI påvirker ikke forholdet til den tidligere regeringspartner De Konservative.

Sådan lyder det fra den konservative partiformand Lars Barfoed (K) forud for et møde mellem de borgerlige partiledere.

På spørgsmålet om, hvorvidt Løkkes rejsesag trækker veksler på forholdet mellem de to partier, lød det kortfattede var fra Barfoed på TV 2 News:

»Nej, jeg har et godt samarbejde med Lars Løkke.«

Barfoed understregede samtidig, at han ikke har den store interesse for Lækkes diæter fra GGGI.

» Den sag håndterer Løkke selv. Jeg interesserer mig for politik og politiske resultater,« siger K-formanden til TV 2 News.

Berlingske kunne i weekenden afdække, at Lars Løkke Rasmussen - trods hans forsikringer om det modsatte - i 2012 modtog diæter fra GGGI, som han ikke har betalt skat af. Det fik mandag Venstres statsministerkandidat til at bedyre, at der var tale om en misforståelse, som skyldtes, at han havde fået indtryk af, at diæterne hørte under skatteåret 2013 og ikke 2012.

»Når jeg svarede sådan om diæterne, var det fordi, jeg huskede det sådan,« forklarede Løkke.

»Men uanset om jeg skulle have husket forkert, så ender det samme sted. Jeg skal selvfølgelig forholde mig over for myndighederne om de penge, jeg modtager,« sagde han mandag.