De Konservative er ikke begejstrede for regeringen og Enhedslistens aftale, der giver kommunerne lov til at oprette fixerum for narkomaner.

Et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem.Sådan betegner de Konservatives retsordfører, Tom Behnke, udsigten til, at narkomaner fremover kan tage stoffer i lovlige fixerum.- Det er et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem, at ulovlige stoffer, der er købt ulovligt og typisk købt med penge skaffet ved kriminalitet, pludselig fuldt lovligt kan indtages i et fixerum. Og i øvrigt under den forudsætning at stofmisbrugeren når hen til fixerummet, inden han bliver pågrebet af politiet, siger Tom Behnke efter regeringen og Enhedslisten torsdag landede en aftale omkring stofindtagelsesrum.Tom Behnke frygter, det er med til at opretholde et illegalt marked.- Når en stofmisbruger indtager ulovlige stoffer, uanset om det sker i et fixerum eller på gaden, så er det med til at holde det illegale marked og dødens købmænd i gang, og det er samtidig en væsentlig årsag til indbrud og tyveri, som er vejen til finansiering for mange stofmisbrugere. Fixerum er med andre ord det samme som at acceptere kriminaliteten og de ulovlige stoffer. Det kan vi ikke være med til, siger Tom Behnke, der hellere ser, at der bliver fokuseret på afvænning i stedet for et hurtigt fix:- Det bedste, vi kan gøre for stofmisbrugeren, er at sikre, at den behandlingsgaranti, som den tidligere regering indførte, bliver overholdt i kommunerne. I dag er der alt for dårlige muligheder for stofmisbrugeren for at komme i behandling, og det burde man gøre bedre i stedet for bare at give op. Fixerum er at give op overfor mennesker, som vi i stedet burde give en ny chance her i livet. På længere sigt redder det kun stofmisbrugeren, hvis de kommer ud af deres misbrug, siger han.

Forslaget om fixerum er netop sendt i høring. Det forventes, at der kan etableres fixerum fra juli i år.