Selv om jyderne kun udgør 46 procent af den danske befolkning, har mere en halvdelen af folketingsmedlemmerne jysk baggrund.

Hvis alle Folketingets jyder kan blive enige om at udbygge motorvejsnettet i Nordjylland, så er det en smal sag at samle flertal. Der er nemlig flere jyder i Folketinget end fynboere, sjællændere, københavnere og bornholmere til sammen.

Selv om jyderne kun udgør 46 procent af den samlede danske befolkning, har 52 procent af de valgte folketingsmedlemmer jysk baggrund. Det viser en kortlægning, som Ugebrevet A4 har foretaget af, hvor landets folketingsmedlemmer er vokset op og har gået i skole.

Sigge Winther Nielsen, som har en ph.d. i politisk marketing fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, mener, at det kan være svært for en københavner at stille op i en jysk kreds.

- Det er mit indtryk, at det ikke er særligt nemt som københavner at blive valgt i en Aarhus-kreds. Det kan helt sikkert godt betyde noget, hvis man bare er blevet placeret i en kreds af ledelsen, hvor man så skal konkurrere med andre, der er vokset op i byen, og som sådan lidt Korsbæk-agtigt har gået på en bestemt skole, og som kan slå sig op på at være lokalpatrioter, siger han til Ugebrevet A4.

Undersøgelsen viser desuden, at det svinger meget fra landsdel til landsdel, i hvilket omfang området er repræsenteret på Christiansborg. Kolding er den kommune, der har flest folketingspolitikere pr. indbygger - otte medlemmer har byen på tinge. Aalborg har ni folketingsmedlemmer, mens København har 12.

Undersøgelsen giver også et par andre bemærkelsesværdige konklusioner. Selv om whisky-bæltet nord for København betragtes som konservativt kerneland, er ingen af partiets folketingsmedlemmer opvokset i Nordsjælland. Enhedslisten står vælgermæssigt markant stærkere i hovedstadsområdet end i det jyske, men mange af partiets folketingsmedlemmer er fra Jylland.

BNB