Justitsministeriet udtaler hård kritik af minksagen. En kritik, der især rettes mod embedsværket i Mogens Jensens ministerium. SF mener, at departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet skal fyres.

Særligt det brev fra 6. november, som minkavlerne modtog med den ulovlige instruks om at slå alle mink ihjel, vækker opsigt blandt juristerne.

Desuden har embedsværket heller ikke klædt regeringen ordentligt på, fremgår det.

'Justitsministeriet finder således efter en samlet vurdering, at forløbet må betragtes som kritisabelt og beklageligt,' står der i et notat udarbejdet i dag fra ministeriet.

Her fremgår det, at myndighedernes ageren 'må anses for en tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer, der har til formål at sikre borgerne mod retstab og yde grundlæggende garantier mod uberettigede indgreb fra myndighederne, herunder vejledningspligten'.

Vejledningspligten handler om, at myndighederne skal give borgere korrekt vejledning.

Ifølge notatet har embedsværkets forberedelse af regeringens offentlige kommunikation 'ikke levet op til de standarder, som må kunne forventes'.

Mogens Jensen udtaler i redegørelsen, at han blev informeret for sent. Kort før et pressemøde 4. november, hvor regeringen gav den ulovlige ordre om aflivning af alle mink, skrev Fødevarestyrelsen til Justitsministeriet, at det ville være ulovligt.

(ARKIV) Statsminister Mette Frederiksen (S), sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), fødevareminister Mogens Jensen (S), faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak og Rigspolitichef Thorkild Fogde under et virtuelt pressemøde, hvor statsministeriet giver status på situationen med COVID-19-smitte i mink samt håndteringen heraf i Eigtveds Pakhus onsdag den 4. november 2020. Statsministeren nyder ikke samme tillid til sin håndtering af corona, som hun gjorde før sagen om mink. Ifølge professor afhænger pandemihåndteringen af tillid. Det skriver Ritzau, fredag den 13. november 2020.. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Statsminister Mette Frederiksen (S), sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), fødevareminister Mogens Jensen (S), faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak og Rigspolitichef Thorkild Fogde under et virtuelt pressemøde, hvor statsministeriet giver status på situationen med COVID-19-smitte i mink samt håndteringen heraf i Eigtveds Pakhus onsdag den 4. november 2020. Statsministeren nyder ikke samme tillid til sin håndtering af corona, som hun gjorde før sagen om mink. Ifølge professor afhænger pandemihåndteringen af tillid. Det skriver Ritzau, fredag den 13. november 2020.. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix) Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Vis mere

Den besked kom altså ikke videre til ministrene, forklarer Mogens Jensen:

»Jeg finder det ligeledes kritisabelt, at jeg ikke bliver gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel straks, da dette afklares. Min departementschef har beklaget forløbet over for mig.«

SF mener, at departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard skal fyres.

»Jeg tror ikke, at han skal fortsætte som departementschef. Men det er ikke partierne på Christiansborg, der skal bestemme, hvem der er embedsmænd i centraladministrationen. Det er ministrenes afgørelse. Derfor håber jeg også, at de drager samme konklusion,« siger formand Pia Olsen Dyhr efter at have læst redegørelsen.

Mogens Jensen meldte tidligere på dagen sin afgang fra ministerposten.