Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kommer med et frontalt angreb på tre partier i blå blok. 

I et opslag på Facebook skriver han, at Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne direkte skader det danske rigsfællesskab med deres udmeldinger i den højdramatiske sag om Donald Trumps store interesse for Grønland.   

»Flere danske højrefløjspartier trækker sig væk fra den ansvarlighed og ordentlighed, der før har kendetegnet borgerligheden,« skriver justitsministeren i sit opslag på det sociale medie og tilføjer: 

»I stedet vælger DF, K og DD en retorik, der aktivt skader vores rigsfællesskab, selvom man så rørende påstår, at man vil det modsatte.«

Han kommer især med kritik af Dansk Folkepartis leder Morten Messerschmidt, der i ugens løb rejste til Donald Trumps politiske hovedkvarter med navnet Mar-a-Lago i den amerikanske stat Florida.

»Messerschmidt er nu, på egen hånd, rejst til Mar-A-Lago. Vi ved ikke, hvad han har diskuteret, eller hvilket indtryk han har efterladt. Det er dybt uprofessionelt og bekymrende – ikke kun for Danmarks omdømme, men også for vores forhold til Grønland,« skriver Peter Hummelgaard.

Udover Messerschmidt kritiserer han også Inger Støjberg, der er formand for Danmarksdemokraterne samt partiformanden Mona Juul og Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti for deres udtalelser. 

B.T. forsøger at få en kommentar fra alle fire politikere....