Afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen har som den sidste embedsmand fået en sanktion.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har tildelt afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen en advarsel for hendes rolle i Minksagen.

Det meddeler Justitsministeriet torsdag.

Afgørelsen er truffet på baggrund af rådgivning og indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

»Der vil ikke være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser i den konkrete sag,« lyder det i meddelelsen fra Justitsministeriet.

Tidligere torsdag blev tre andre embedsmænd tildelt advarsler.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri tildelte embedsmændene Tejs Binderup, Paolo Drostby og Hanne Larsen hver en advarsel for deres rolle i Minksagen.

/ritzau/