Politireform og affolkning af jyske politistationer får Fredericias borgmester til at kræve, at justitsministeren griber ind for at bremse en bølge af tyverier.

En bølge af tyverier de seneste tid får nu borgmesteren i Fredericia til at rette den rygende pistol mod justitsminister Brian Mikkelsen (K).

- Politireformen, nedlæggelsen af den døgnbemandede politistation samt reducering i antallet af politi på gaden giver alt for let spil til de kriminelle og skaber stor utryghed blandt byens borgere. Derfor har jeg nu skrevet til justitsministeren, siger Uffe Steiner Jensen (S).

Han kalder politiets indsat fantastisk i betragtning af de begrænsede ressourcer, de har.

- Vi har et konstruktivt samarbejde med politiets ledelse. Men vi mærker tydeligt, at vi er blevet reduceret i antal af politibetjente i vores lokalsamfund, og vi har i perioder slet ingen bemanding på politistationen. Det kan vi under ingen omstændigheder leve med, siger Uffe Steiner Jensen.

Det er justitsministerens opgave at få genskabt trygheden, mener han.

- Politireformen og færre betjente og timer indenfor politiet har givet kriminelle personer alt for let spil. Det har skabt megen utryghed i befolkningen - og den deler jeg. Vi kan ikke som kommune gøre noget. Det er i sidste instans justitsministerens ansvar. Derfor håber jeg, at ministeren vil se seriøst på min henvendelse og sikre de nødvendige politiressourcer til vores by, siger Uffe Steiner Jensen

/ritzau/