Det er en central del af dansk og europæisk lov, at man som sigtet eller tiltalt ikke har pligt til at medvirke til sin egen domfældelse.

B.T. erfarer fra flere kilder uafhængigt af hinanden, at Morten Messerschmidt ikke kunne få sin retsstilling oplyst af EUs efterforskningsenhed OLAF, da han blev bedt om at udlevere sagsakter i Meld- og Feld-sagen.

Derfor forstår Eva Smith, professor emerita ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og nuværende medlem af Retsplejerådet, godt, at Morten Messerschmidt ikke udleverede sagsakterne til OLAF.

»Det er ikke urimeligt, at man ønsker at kende sin retsstilling, hvis man skal overlevere sagsakter til det offentlige. Man har ikke pligt til at bidrage med informationer, som kan føre til domfældelse mod en selv,« siger Eva Smith.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt venter stadig på en afgørelse på om han tiltales i Meld og Feld sagen.
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt venter stadig på en afgørelse på om han tiltales i Meld og Feld sagen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Fredag skrev DR, at Morten Messerscmidt havde tilbageholdt oplysninger fra OLAF i Meld- og Feld-sagen, og at det havde trukket OLAFs efterforskning i langdrag.

Men B.T. erfarer, at Morten Messerschmidt handlede direkte på råd fra sine advokater.

Hverken Messerschmidt eller tidligere europaparlamentsmedlem for Dansk Folkeparti Anders Vistisen, der også undersøges i sagen, kunne få oplyst, om de var sigtede, tiltalte eller blot skulle afhøres som vidner, da de blev kontaktet af OLAF, som bad om indsigt i deres dokumenter.

»Det er centralt i retsplejen, at myndighederne skal bygge en sag mod en. Offentlige myndigheder skal derfor fortælle, hvordan sagsakterne skal bruges,« siger Eva Smith.

Meld- og Feld-sagen handler om mistanke om misbrug af EUs midler. Ifølge EUs regler må EUs midler ikke kanaliseres videre til partipolitiske aktiviteter i medlemslandene, som intet har med EU at gøre.

Her har partiet Meld, hvor Messerschmidt sad i ledelsen, og den tilhørende fond Feld overført penge til Dansk Folkeparti herhjemme. Pengene er angiveligt blandt andet brugt på partiets sommergruppemøder i 2014 og 2015.

OLAF afsluttede efter flere år efterforskningen i 2018 og overdrog alle sagens akter til SØIK i Danmark, bedre kendt som Bagmandspolitiet.

Bagmandspolitiet har så siddet med sagen siden oktober 2019 og har adskillige gange udskudt deres endelige afgørelse om, hvorvidt man vil rejse tiltale mod Morten Messerschmidt.

Det kritiserer Eva Smith kraftigt.

Professor i retsvidenskab Eva Smith udtrykker forståelse for, at Morten Messerschmidt ikke har udleveret sagsakter i Meld og Feld sagen til EUs efterforskningsenhed OLAF.
Professor i retsvidenskab Eva Smith udtrykker forståelse for, at Morten Messerschmidt ikke har udleveret sagsakter i Meld og Feld sagen til EUs efterforskningsenhed OLAF. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det er helt uacceptabelt. Manden ved jo ikke, om han er købt eller solgt,« siger Eva Smith.

»Det er generelt svært at sige noget om, hvor lang tid det tager at efterforske sager hos bagmandspolitiet, men det her virker ikke så svært. Det kan ikke være så omfattende,« siger Eva Smith.

Bagmandspolitiet har ofte lange efterforskninger, som går på tværs af landegrænser. Også til lande, som vi ikke har etablerede relationer til. Det er ikke tilfældet i Meld- og Feld-sagen, som omhandler et begrænset antal transaktioner til kilder, som alle befinder sig i EU-lande.

»Det sætter Morten Messerschmidt i en håbløs situation, da han som toppolitiker har brug for en afklaring. Det kan jeg godt forstå, at han er sur over,« siger Eva Schmidt.

Hverken Morten Messerschmidt eller SØIK har ønsket at udtale sig til denne artikel.