Danmark vender Israel ryggen med regeringens plan om at straffe landet økonomisk.
Sådan lyder analysen fra B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino.
»Fra Israels side vil det blive set som et svigt, at Danmark og andre vestlige lande holder Israel ansvarlig for situationen i Gaza. Samtidig gør man intet for at lægge pres på Hamas eller eksempelvis Qatar for at få frigivet gidslerne,« siger han.
Regeringens udmelding kom lørdag morgen, hvor det blev annonceret, at Danmark under EU-formandskabet vil forsøge at samle opbakning til en delvis suspendering af den såkaldte associeringsaftalen med Israel.
Det sker i samme uge, som FN for første gang formelt har konstateret hungersnød i dele af Gaza.
»Problemet er, at Danmark alt for ofte tager FNs ord for gode varer og ikke tør kalde det ’bullshit’, når der kommer den slags rapporter. Danmark ender derfor med at følge FNs linje i stedet for at sige dem imod,« siger Confino og påpeger, at Israel efter FN-rapporten blev offentliggjort, har krævet den trukket tilbage.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) lever Israel ikke op til sit ansvar, og intet tyder på, at landet er villigt til at ændre kurs. Derfor vil Danmark nu trække en streg i sandet.
Men i Israel mødes den melding med hovedrysten, fortæller Jotam Confino.
»I Israel undrer man sig over, at Vesten ikke bakker dem bedre op,« siger han.
Hvis der kommer en reaktion fra Israel, vil det ifølge Confino være den velkendte retorik: at Danmark og andre lande med den slags meldinger i praksis overgiver sig til Hamas og dermed til terror.
Han peger på, at Danmark i sin kritik næsten udelukkende holder Israel ansvarlig for situationen i Gaza.
»Der er stort set ingen forventninger til den palæstinensiske side, ud over at Hamas skal udryddes. Man lægger hele byrden på Israel,« siger han.
At Danmark vælger at melde så klart ud netop nu, er ifølge Confino ikke tilfældigt. Den danske regerings udtalelser lander forud for et uformelt EU-ministermøde i København lørdag.
»Når Danmark er vært, giver det en oplagt mulighed for at markere sig over for de øvrige EU-lande, som i forvejen har lagt en hård linje mod Israel,« siger han.
Foreløbigt er der dog mest tale om politiske trusler, vurderer Jotam Confino.
»Hvis Danmark ender med egentlige sanktioner, så bliver det bemærkelsesværdigt. Men udtalelserne i sig selv kommer næppe til at ændre meget,« vurderer han.

