Her kan du følge dramaet live. I bunden af artiklen kan du læse et resume af dagens begivenheder.

Alternativets politiske leder, Josephine Fock, genkender ikke billedet af, at hun skulle have rusket i ansatte.

I en artikel i Information siger unavngivne kilder, at Josephine Fock har haft en ubehagelig ledelsesstil i perioden 2015-2018, har råbt af folk og i flere tilfælde har rusket i folk.

- Jeg har ikke rusket i nogen. Hverken medarbejdere, frivillige eller venner for den sags skyld. Jeg ved jo ikke, hvem det er, der har udtalt sig til Information. Det berører mig dybt, siger Josephine Fock til TV2 News og siger yderligere:

- Jeg sætter en ære i at opføre mig ordentligt, særligt som leder. Men der er ingen tvivl om, at vi på det tidspunkt var en spritny organisation, ildsjæle. Vi skal pludseligt til at være professionelle. Der var der forskellige opfattelser af, hvad det var, at udøve ledelse.

Hun opfordrer dem, der har udtalt sig til Information, til at stille sig frem. Hvilket ingen ifølge hende har gjort over for hovedbestyrelsen.

- Disse anklager kommer helt bag på mig. Og derfor har jeg også sagt, at hvis nogen sidder med oplevelser, de føler har været grænseoverskridende, så vil jeg gerne snakke med dem, siger hun til TV2.

Josephine Fock blev 1. februar valgt til politisk leder af Alternativet. Folketingsgruppen havde ønsket Rasmus Nordqvist, men erklærede sig klar til at samarbejde med den nye leder.

Senest har en artikel i Information beskrevet, hvordan Fock har været endog meget hård ved ansatte i Alternativet. Efterfølgende har det ført til store diskussioner blandt medlemmer og tidligere medlemmer af partiet.

Tirsdag aften holdt Alternativets hovedbestyrelse et møde med Josephine Fock, hvor de erklærede deres støtte til hende som politisk leder.

Josephine Fock siger, at hun har brugt den seneste måned på at samle partiet.

- Der har været en del uro. Folketingsgruppen bakkede mig som bekendt ikke op. Så vi har skullet bruge noget tid på at finde hinanden. Det har vi nu, siger den politiske leder og fortsætter:

- Jeg har et meget, meget stort folkeligt mandat. Noget af det, der er gået galt, det er, at der kommet en distance til baglandet fra folketingsgruppen. Det er ikke kun folketingsgruppen, der er vigtig. Det er hele organisationen.

Som dem der ikke bakker op om hende, peger hun på Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist.

/ritzau/