Der er lagt i kakkelovnen til flere møgsager om Moderaternes Jon Stephensen i den kommende tid.

Sådan lyder det nu fra hovedpersonen selv i et nyt opslag på Facebook.

'TV 2 og andre bringer de kommende dage historier og udsagn om mig fra min tid som teaterchef,' skriver Stephensen i opslaget.

'Der er altid nuancer og flere sider af en sag. Jeg kan ikke gå ind i enkeltsager og kommentere på dette lige nu, da jeg er på tjenesterejse i udlandet. Med lad mig her sige: Jeg kan ikke genkende det billede, der tegnes af mig, og slet ikke det sprog, jeg beskyldes for at bruge,' skriver Stephensen.

'Mange, der står frem, er tidligere kolleger, jeg beundrer og respekterer – og hvor vi har arbejdet sammen længe og også efter det ,de udtaler sig om – flere anser jeg som venner.'

'Men jeg har gjort det så godt, jeg kunne, og været til stede. På teatrets, de ansattes og kunstnernes vegne. Det er det, jeg har kæmpet for. At skabe muligheder og de bedste rammer for alle at være i. At skabe fællesskab, udvikling og succes.'

Jon Stephensen er de seneste uger kommet i modvind efter en række sager, der særligt knytter sig til hans fortid som direktør på teateret Aveny-T på Frederiksberg.

Teaterets bestyrelsesformand, Henning Dyremose, anklagede i februar Jon Stephensen for at have forfalsket en underskrift i sin tid som teaterdirektør. En anklage, som Jon Stephensen flere gange har afvist, og som han har krævet 100.000 kroner i erstatning for i et injuriesøgsmål.

Flere eksperter i grafologi har tidligere i B.T. vurderet, at en forfalsket underskrift på et dokument til Aveny-Ts bestyrelse bærer en hel del ligheder med Jon Stephensens underskrift.

Søndag fortalte et anonymt øjenvidne til Børsen, at vedkommende har set og optaget en lydfil af Jon Stephensen, der forfalsker den pågældende underskrift.

Jon Stephensen selv har flere gange afvist anklager imod ham i sagen.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har senest 27. februar meldt ud, at han har 100 procent tillid til Jon Stephensen.

B.T. har siden flere gange forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen til sagen.