På talerstolen ved Enhedslistens årsmøde

Enhedslistens popularitet skyldes blandt andet, at partiet har haft modet til at forny sig, lyder det fra politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen i sin tale ved partiets årsmøde. Her får regeringen endnu engang en opsang.

Enhedslistens fremgang ved det seneste valg skyldes hårdt arbejde, men også at partiet har været i stand til at forny sig.

Det siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen i sin tale ved partiets årsmøde, der afholdes hen over weekenden på Nørrebro i København.

- Vi har haft mod til at udvikle os og se kritisk på os selv, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Ved valget i september 2011 blev partiet tredoblet i Folketinget, og siden 2007 er partiets medlemsantal næsten fordoblet.

- Vi turde tro på, at Enhedslisten ikke var dømt til en evig dans på spærregrænsen. Vi turde tro på, at vores politik og vores løsninger var attraktive for mange, mange flere end to procent af danskerne, siger Johanne Schmidt-Nielsen blandt andet med henvisning til dengang, hvor folketingsmedlem Per Clausen (EL) måtte i TV for at forklare en meningsmåling, der viste, at partiet stod til 1,3 procent af stemmerne, og dengang hvor partiet kun blev nævnt i medierne med sætningen »alle partier undtagen Enhedslisten«.

Samtidig fortsætter Johanne Schmidt-Nielsen den massive kritik, som partiet den seneste tid har sendt afsted mod regeringen og særligt Socialdemokraterne.

- Hvordan kan det gå til, at det Socialdemokrati, som op gennem det sidste århundrede var helt afgørende for at mindske uligheden i vores samfund, nu accepterer, at de rigeste bliver rigere, mens det store flertal betaler? lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen, der også kritiserer regeringens indsats i forbindelse med trepartsforhandlingerne, hvor der bliver lagt op til, at man skal arbejde mere.

- Jeg kan forstå, at store bededag er i spil. Og som Frank Aaen siger, er det ikke fordi, vi i Enhedslisten har noget særligt helligt forhold til lige præcis den dag. Men det er da sært at ville presse dem, der er i arbejde, til at arbejde endnu mere samtidig med, at tusindvis af mennesker går rundt og drømmer om at få et job, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der peger på de Radikales leder, Margrethe Vestager (R), som tornen i øjet.

- Kære venner i regeringen: Jeg ved godt, at det kan være svært at få Vestager med på vognen, men kom nu. Regeringen består af tre partier. Ikke bare af De Radikale. Frem for at lave reformer, der gør arbejdsløshedskøen endnu længere, skal vi turde skabe nye arbejdspladser, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der endnu engang advarer regeringen mod at se for meget til højre.

- Hvis regeringen fortsætter med at tro, at det hele handler om at overhale højrefløjen højre om, så går vi en hård tid i møde. For så vil utilfredsheden og skuffelsen blandt de mennesker, der har stemt på en ny regering, vokse. Derfor er det også helt afgørende, at vi får regeringen tilbage på sporet. Tilbage til den politik, som den gik til valg på, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der også advarer regeringen mod at true Enhedslisten til at makke ret.

- Jeg gentager det gerne, så ingen behøver være i tvivl: I kommer ingen vegne med trusler. I kommer aldrig til at kunne true Enhedslisten til at stemme for nedskæringer på velfærden eller forringelser for mennesker uden for arbejdsmarkedet. Aldrig, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens årsmøde 2012 finder sted fredag, lørdag og søndag. 425 delegerede deltager.