Fredag kom det frem, at forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen er brudt sammen. Det er dog ikke alle, som er lige kede af den oplysning.

Dansk Metals klare udmelding, der fredag har sendt trepartsforhandlingerne i knæ, får fuld opbakning fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen:

- Jeg er rigtig glad for at Dansk Metal melder klart ud, at de ikke vil bede deres medlemmer arbejde mere i en tid med høj arbejdsløshed. Det er positivt, at trepartsforhandlingerne ikke bliver til noget, siger Johanne Schmidt-Nielsen efter sammenbruddet fredag formiddag.


Og hos Dansk Folkeparti er der glæde over forhandlingssammenbruddet.

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted græder tørre tårer over forhandlingssammenbruddet:

- Jeg har sjældent set et så amatøragtigt forløb. Det har været en dødssejler fra starten, og regeringen skal prise sig lykkelig for, at trepartsforhandlingerne stopper allerede nu.

- Det ville have været et endnu større nedbrud for regeringen, hvis det var blevet sendt til urafstemning blandt fagbevægelsens medlemmer og var blevet stemt ned. Og det var det blevet, tilføjer Bent Bøgsted.