Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen satte sig selv i en hovedrolle, da han midt under finanslovsforhandlingerne gav sig tid til at lave en opdatering på Facebook om, at finansloven kun vil blive vedtaget, hvis den skatteaftale, der allerede ligger på bordet, falder på plads.

Den formulering kunne forstås som en direkte trussel over for Dansk Folkeparti, hvis de skulle fristes til at løbe fra aftalen eller bringe flere udlændingekrav i spil. Men det afviser Joachim B. Olsen.

»Det var ikke en trussel. Jeg kunne bare se, at der var en unuanceret fremstilling i medierne af, om vi havde en skatteaftale eller ej. Det ville jeg bare informere om,« siger Joachim B. Olsen.

Opslaget skal forstås i sammenhæng med, at Anders Samuelsen (LA) har krævet, at der skulle være »samtidighed« i forhandlingerne om finanslov, skat og udlændingepolitik. Mens Kristian Thulesen Dahl (DF) ønskede at få finansloven på plads, inden man forhandlede videre om skat og udlændingepolitik.

Liberal Alliance frygtede, at man ikke ville have noget at holde DF fast med, hvis ikke forhandlingerne blev kørt samtidig.

Men efter forhandlinger hos statsministeren fredag eftermiddag måtte Samuelsen give sig.

Ifølge BTs kilder har der i regeringen været en del irritation over, at Dansk Folkeparti i sidste øjeblik bragte nye udlændingestramninger ind i forhandlingerne. Men det vil Joachim B. Olsen ikke hverken be- eller afkræfte.

»Jeg har ikke lyst til at kommentere selve processen. Det er ikke det kunstneriske udtryk, vi skal vurderes på, men de konkrete resultater. Nu har vi efter et langt forløb landet en aftale, og så vil jeg glæde mig over, at når vi er i mål med samtlige aftaler, så er der tale om en af de mest borgerlige, liberale finanslove i mands minde,« siger han.

Men Dansk Folkeparti ville jo netop ikke garantere, at I kommer i mål med alle tre aftaler?

»Jeg er helt overbevist om, at vi har en aftale på alle tre aftaler inden 3. behandlingen af finansloven. Vi har arbejdet med det her i flere måneder, og vi er ikke langt fra hinanden. Og jeg synes, det er helt legitimt, at Dansk Folkeparti vil diskutere, hvordan flygtninge med midlertidig status og som ikke er personligt forfulgte, kan sendes tilbage til det land, de kommer fra, siger Joachim B. Olsen.

Forhandlinger om skattereformen og udlændingepolitikken fortsætter mandag.