Liberal Alliances finans- og udlændingeordfører, Joachim B. Olsen, er på vej ud af Folketinget.

Partiet mister sit ene mandat i Københavns Omegns Storkreds, viser det endelige resultat.

Det er i den storkreds, Joachim B. Olsen er opstillet.

Liberal Alliance står i prognoser til at gå betydeligt tilbage. Med næsten alle stemmer optalt ser partiet ud til at få fire mandater. Det er ni færre end ved folketingsvalget i 2015.

42-årige Joachim B. Olsen kom første gang i Folketinget i 2011. Han blev valgt ind igen i 2015.

I valgkampen har han gjort sig bemærket ved at annoncere på en pornohjemmeside med teksten, 'Når du er færdig med at gokke, så stem på Jokke'.

Joachim B. Olsen fik mediernes opmærksomhed med optrinet, men det har altså ikke været nok til at få ham genvalgt til Folketinget.

Han er ikke det eneste fremtrædende medlem af Liberal Alliance, der ser ud til at måtte lede efter job uden for Folketinget. Partiets leder, Anders Samuelsen, er nemlig også på vej ud af Folketinget.

Det skyldes, at partiet mister begge sine mandater i Nordsjællands Storkreds, hvor partilederen er opstillet.

/ritzau/