Joachim B. Olsen har igen sat sig til tasterne, efter han er endt i en dediceret shitstorm, fordi han for nylig undrede sig over, hvorfor der ikke er flere ikke-vestlige 3. generationsindvandrere, der har danske navne.

»Sikke en shitstorm over et simpelt spørgsmål,« konstaterer Joachim B. Olsen på sin Facebook-profil.

Fredag undrede Liberal Alliance-politikeren Joachim B. Olsen sig på det sociale medie Twitter over, hvorfor der ikke er flere ikke-vestlige 3. generations indvandrere, der hedder Ida, Emma, Oliver og Victor.

Tweetet fik efterfølgende flere politikere og andre til at fare i flint og tage afstand fra politikerens udmelding.

Ved Folketingsvalget 2011 blev Joachim B. Olsen valgt ind i Folketinget for partiet Liberal Alliance. Han er partiets arbejdsmarkedsordfører og erhvervsordfører.
Ved Folketingsvalget 2011 blev Joachim B. Olsen valgt ind i Folketinget for partiet Liberal Alliance. Han er partiets arbejdsmarkedsordfører og erhvervsordfører. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Den tidligere kuglestøder har derfor igen måtte sætte sig til tasterne for at forsvare sin undren.

»Det er hverken udtryk for intolerance eller fremmedhad at interessere sig for, hvordan indvandrere navngiver deres børn efter flere generationer i landet. Det er blot interessant,« skriver Joachim B. Olsen på sin Facebook-profil.

B.T. har søndag været i kontakt med politikeren for at spørge ham, hvorfor han mener, at det er en vigtig debat:

»Jeg siger ikke, den er specielt vigtig, men det er et ukontroversielt spørgsmål. Det er jo et spørgsmål, som mange forskere har beskæftiget sig med i flere undersøgelser. Og der kan man konstatere, at dem, der skifter navn, er mere velintegrerede og klarer sig bedre,« siger han.

Folketingsmedlem, tidl. kuglestøder Joachim B. Olsen har selv to børn. Hvis han f.eks. flyttede til Iran eller Syrien og vidste, han skulle blive der for evigt, så ville han kalde dem navne, der passede til det land, de skulle bo i.
Folketingsmedlem, tidl. kuglestøder Joachim B. Olsen har selv to børn. Hvis han f.eks. flyttede til Iran eller Syrien og vidste, han skulle blive der for evigt, så ville han kalde dem navne, der passede til det land, de skulle bo i. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Men hvad ville Joachim B. Olsen så selv gøre, hvis han skulle navngive egne børn i et fremmed land, hvor han vidste, han skulle blive boende?

»Jeg ville gøre det, som mange gør: Jeg ville give mine børn navne, som passer begge steder, fordi jeg så ville give mine børn de bedste muligheder for at blive integreret og passe ind i det samfund, de boede i. Navne spiller jo en stor rolle og sender et signal om tilhørsforhold,« siger han.

Joachim B. Olsen siger dog, at han aldrig kunne finde på at lovgive, så folk var forpligtede til at hedde noget bestemt. Alligevel fastholder han sin undren:

»Det er jo ikke ligegyldigt i den virkelige verden, hvad man hedder. Mange indvandrere siger jo for eksempel selv, at de har sværere ved at finde job, fordi de hedder noget udansk. Det er ikke rimeligt, at de skal blive udsat for diskrimination. Derfor mener jeg også, det er mest hensigtsmæssigt at give sine børn et dansk navn for på den måde at udvise større villighed for integration,« siger politikeren.