Stik mod hensigten vil det føre til højere skattetryk at rykke licens til skattebilletten, viser beregninger.

Den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti skal ændres. Det siger Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, efter at beregninger fra Cepos har vist, at aftalen på lang sigt vil øge skattetrykket.

Det var ellers meningen, at det skulle blive billigere for danskerne, når licensregningen blev flyttet over på skattebilletten. Beregninger fra Finansministeriet har vist, at alle familietyper ville få en skattelettelse.

Men Cepos har undersøgt forudsætningerne for det regnestykke og er altså kommet frem til, at der på lang sigt - efter 2025 - vil være tale om en stigning i skattetrykket.

- Det er uacceptabelt og imod intentionen i den politiske aftale, siger Joachim B. Olsen.

- Regeringen må sætte sig ned sammen med DF og få ændret aftale, så den politiske intention, de fire partier har haft, kan blive realiseret i den virkelige verden.

Når omlægningen indebærer en varig skatteforhøjelse, så er det fordi, at licensen har været reguleret med prisinflationen på cirka to procent.

Den nye finansiering af DR over personskatten vil imidlertid vokse med lønudviklingen på tre procent om året, lyder forklaringen fra Cepos' cheføkonom, Mads Lundby Hansen.

Men de oplysninger har politikerne ikke fået under forhandlingerne, fastslår Joachim B. Olsen.

- Jeg kan med fuldstændig sikkerhed sige, at jeg har ikke - og jeg er heller ikke bekendt med, at andre politikere har - på noget tidspunkt haft den intention, at det skulle føre til en skattestigning.

Aftalen mellem DF og regeringen går ud på, at licensregningen afskaffes. Til gengæld reduceres personfradraget med 2900 kroner. Ifølge Cepos' beregninger skulle reduktionen kun være på 2400 kroner, hvis regnestykket skulle gå i nul på lang sigt.