Venstrefløjen har i årevis taget patent på godheden – men nu må det være slut, siger dansk politiks nye komet, Joachim B. Olsen. De sande onde er dem, der har skabt et samfund, hvor alle kræver og kræver, hvor stoltheden er forsvundet og incitamentet til at gå på arbejde er væk
Joachim B. Olsen, kuglestøderen – han er ond. Og dum
Et ‘myreflittigt muskelbundt’, hed det i Politiken, og det var ikke venligt ment. En ’sportsudøver af den meget dybsindige art, hvor det gælder om at støde en kugle 21 meter. Igen og igen og igen. Imponerende,’ skrev bladets førsteblogger Rune Engelbrecht.
Men muskelbundtet er ikke blot småt begavet, ond er han også, og skyld i, at færre sidste år ville støtte de fattiges jul.
Læs også:
Joachim B. Olsen, tidligere kuglestøder og nyt medlem af Folketinget for Liberal Alliance med få ugers politisk erfaring, har med ubegribelig selvtillid sat en helt ny dagsorden for Danmark. Først ‘brækkede han sig’ over al snakken om fattigdom, for i Danmark er ingen rigtig fattige; siden gjorde han sit livs politiske scoop ved at stå side om side med Özlem Cekic, da hun kom trækkende med ’Carina’ og påstod, at hun, med kun 15.728 offentligt betalte kontanthjælpskroner udbetalt om måneden, var ‘fattig’. Med ét havde Joachim B. Olsen skrevet sig ind i både statsministerens og Dronningens nytårstaler, og den politiske debat om ‘de svage’ og ‘de fattige’ synes for altid forandret.
Og Joachim B. Olsen, han vil ikke kaldes ond.
- Det er enormt frustrerende, at de kulturradikale og venstrefløjen har fået indført en slags godhedsmonopol, der betyder, at når jeg er socialt indigneret over den måde, vi behandler de arbejdsløse på – nemlig ved at parkere dem på forsørgelse og fjerne incitamentet til at arbejde - så er det ’ondskab’. Det giver jo ingen mening. Jeg synes virkelig ikke, vi kan være det bekendt over for vores arbejdsløse.
Læs også:
Han hæver stemmen.
- Se på dengang, man indførte folkepensionen. 20 procent! Altså 20 procent sagde nej til de penge. De ville ikke have statens penge. Dengang var folk så stolte og opsatte på at være selvforsørgende. Nu har vi virkelig fået krævementalitet. Se alt det med sterilisering. Hvis du har valgt at blive steriliseret – på statens regning – men fortryder, så får du sgu også re-fertiliseringen betalt. Hvis ikke det er et skrigende eksempel på krævementalitet, så ved jeg ikke, hvad det er.
B.T. har mødt den bredskuldrede liberalist på hans nye hjemmebane: Christiansborg.
Efter en stormende – og stormombrust – debut på den politiske scene, hvor klodsede kommentarer om flerkoneri først skyggede for det politiske budskab, fortæller den 34-årige tidligere kuglestøder om de oplevelser, der har formet ham som menneske og politiker.
Han er søn af en pølsemager og en sygeplejerske fra Aalborg. Af den store smed fra værftet, James, lærte Joachim, at han skulle være en vinder. Men først og fremmest af USA, hvortil han kom sidst i 90’erne og endnu husker især én oplevelse, der åbnede Joachims politiske øjne:
I et træningscenter i Moscow i det nordvestlige hjørne af Idaho, USA – en lille liberal universitetsenklave i det stærkt konservative Midtvesten – står en ung Joachim B. Olsen, en ung, svedig kuglestøder, der ved intensiv træning og et lykketræf har fået et gratis scholarship på University of Idaho.
De fleste har nogenlunde samme massive kropsbygning som Joachim, men danskeren ved, at der er en forskel.
Flere af dem – særligt football-spillerne – er dopede. En dødssynd i al professionel idræt. Men ikke i USA. Her er det anderledes. Og selv den retfærdighedsorienterede unge dansker, der aldrig kunne drømme om at bruge doping, forstår hvorfor.
- Der står de her store fyre i træningscenteret. Og mange af dem er dopet – ikke på atletiksiden, men særligt på footballholdet. Det er deres chance. Der havde jeg helt ærligt ikke ondt i røven over, at de var dopede. Det havde jeg ikke. De havde det her incitament, som var så brændende et ønske om at slippe fri og komme i NFL med en mindsteløn på mange, mangehundrede tusinde dollar. Det var svært at stå der i træningscenteret og være moralsk fordømmende., siger Joachim B. Olsen.
Indtrykkene fra træningscenteret i Moscow, Idaho og USA i al almindelighed har brændt sig ubønhørligt fast i sjælen på dansk politiks nye meningsmager. Amerikanernes kamp for overlevelse, rigdom og frihed både som individer og som samfund. Det er det, der har inspireret Olsen så kraftigt, at han ikke tøver mange sekunder med at lade dommen falde over det danske velfærdssamfund.
- Der har i generationer i Danmark kun været én kurs: At jo mere velfærd, vi fik, des bedre. Men der er en bagside af velfærden. Det er ikke socialt ansvarligt at skabe et samfund, som holder 25 pct. af folk i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet. Det er et kæmpe svigt fra statens side – et svigt, som venstrefløjen bærer hovedansvaret for, men hvor den borgerlige regering de seneste 10 år har svigtet enormt, siger Joachim B. Olsen uden at frede nogen.
Velfærd betyder mindre frihed
Blikket er fast. Han griner sjældent. Det er dyb, dyb alvor, det her.
Og når han indimellem får talt sig op i en spids, gestikulerer han hidsigt med de kraftige hænder.
- Sandheden er, at velfærd betyder mindre frihed. Det er ikke et fællesskab, som vi hele tiden får tudet ørerne fulde af. Det er det modsatte. Prøv at forklare mig, hvordan et samfund, der opkræver 68 procent i skat på arbejde fra en gruppe borgere, er frit. Og hvis du nægter at betale til det såkaldte fællesskab – hvis du vil melde dig helt ud – så kommer politiet i sidste ende og sætter dig i fængsel. I sidste ende bruger staten sit voldsmonopol mod dig. Det er sgu da det modsatte af frihed.
Ordene er afvejet nøje, selvom de lyder hårde. Og meningen er klar.
Kritikere ville måske kalde den tidligere kuglestøders frontalangreb på velfærdsstaten for naiv, ultraliberal idealisme. Typisk for en ny, uerfaren politiker.
Men Joachim B. Olsen bruger eksempler og statistikker med en erfaren politikers sikre hånd. ’20 pct. af danskerne sagde nej til folkepension, da den blev indført.’ ’Vi ville ikke leve for andres penge.’ ’Meningsskred.’
Joachim B. Olsen insisterer på at pille ved de helt grundlæggende værdier i den danske model.
Værdier, der handler om at kunne stole på samfundet, når du får brug for det. Værdier, som Olsen kalder ’uambitiøse’.
- Vi har skabt et samfund, hvor staten har overtaget det enkelte menneskes ansvar for eget liv som udgangspunkt er ansvarlig for mennesker – og hvor staten som udgangspunkt har råderetten over folks penge for folks penge, hvorefter du så får en portion til rådighed af din egen løn hver måned. Et sådant samfund, synes jeg, er uambitiøst på Danmarks vegne. Danmark har et enormt potentiale gennem vores historiske værdier. Det handler om, hvem vi grundlæggende er – og det har INTET at gøre med velfærdssamfundet. Det er en ny, kunstig konstruktion, siger Joachim B. Olsen.
Når Joachim B. Olsen forklarer om de grundpiller, han mener, at danskerne skal stræbe efter, trækker de ofte spor tilbage til idrættens verden, hvor Liberal Alliance-politikeren i mere end 20 år har haft sin gang.
Da Joachim var 11 år, blev hans forældre skilt. Pølsemageren, der senere blev plejer, gik fra sygeplejersken. Den socialdemokratiske kernefamilie var splittet.
Den nye ’familie’
Joachim flyttede med sin far til Blegdalsparken i Aalborg – et stenkast fra atletikstadion. Det blev snart hans nye hjem; hans nye familie.
Men skilsmissen giver han i dag ikke meget for.
- Jeg reagerede ved at træne og nærmest flytte ned i klubben, som blev min anden familie.
Joachim var vred på sine forældre – det ville de fleste børn være, siger han.
- Det var vist en meget almindelig skilsmisse. De var ’vokset fra hinanden’. Det giver jeg ikke meget for. Så er vi blevet for uafhængige af hinanden, hvis det kan være en grund. Man skal kæmpe for et ægteskab – for at det ikke går i stykker eller går i sig selv, siger Joachim B. Olsen.
- Jeg tabte nogle ting i den tid – selvfølgelig gjorde jeg det. Fællesskabet går i stykker. Det går ud over børn. Men jeg fik nogle værdier med mig fra idrætten, som i høj grad har præget mig.
- Du træffer beslutninger, som det i sidste ende er dig, der har ansvaret for – og dig, der høster roserne eller det modsatte for. Men det sker i et stærkt, ægte fællesskab. Det er en enormt stærk værdi, siger han.
Alligevel lader Joachim B. Olsen også en kritisk kommentar falde om mentaliteten i den danske atletikverden.
Firskårne James
Som teenager blev han taget under vingen af James Mikkelsen, en stor, firskåren smed fra værftet i Aalborg, der elskede atletik. Eller rettere: Han elskede at eksperimentere med træningen. Unge Joachim blev presset til det yderste. Igen og igen. Pacet.
- James Mikkelsen fik tit at vide, at hans træningsmetoder var fuldstændig uansvarlige, at jeg ville brænde helt ud. Det lyttede jeg naturligvis til og spurgte James: ’De siger altså, at det ikke er så smart. Skal vi ikke stoppe?’ Han svarede bare: ’Det, de har gjort, har aldrig hjulpet nogen til at komme langt. Du skal ikke lytte.’ Han fik ret.
Janteloven løb også rundt på Aalborg Atletikstadion. Og synet på eget potentiale forandrede sig markant, da Joachim landede i Idaho.
- Der ytrede jeg for første gang meget forsigtigt over for min træner, at jeg måske godt kunne tænke mig at komme med til OL. Min træner sagde bare: ’Med til OL?? Du skal fucking vinde OL!’ Så var stilen ligesom lagt. Det var en helt anden mentalitet end den danske. Du tænker på noget, så bliver det til handling, og så bliver det til virkelighed, forklarer Joachim B. Olsen.
I dag kan Joachim B. Olsen se tilbage på bl.a. EM-guld samt OL- og VM-bronze i kuglestød. Dertil kommer en overbevisende sejr i TV2-programmet ’Vild med dans’. Og sidst, men ikke mindst, et valg til Folketinget.
Alt for lidt mod
- Vi taler nogle gange som om – og her snakker jeg sport – at amerikanere eller østtyskere skulle være gjort af et andet stof, der bare gør dem bedre end os. Sådan er det jo ikke. Men den stillen sig tilfreds, vi er vant til her i landet, er skadelig. Det er den også politisk – på begge fløje. Det er også derfor, jeg ikke stillede op for Venstre eller De Konservative. Der var ALT for lidt mod.
Og Joachim B. Olsen freder heller ingen af sine kolleger. Også selvom han godt vil strække sig så langt som til at sige, at politikere er meget hårdtarbejdende folk.
- Selv Özlem. Hun er min yndlingssocialist. Men langt, langt de fleste herinde er skolet op igennem ungdomspartierne og fagbevægelsen og whatever. Det er et stort problem. Der er sådan en Christianborgsk logik, der gør, at vi tit fortaber os i detaljerne og glemmer de store visioner. Og den er helt usagt, siger Joachim og forklarer:
- Den handler om, at politikere tænker ekstremt kortsigtet, og at de udelukkende tænker på, hvad der er smart af et parti-strategisk hensyn. ’Hvor ender jeg henne i partiet, hvis jeg gør sådan og sådan?’
Der er en mangel på ærlighed – og en mangel på anerkendelse. Det, vi laver herinde, er så meget større og vigtigere end personlige ambitioner. Det berører alle mennesker. Det ansvar tager politikere slet ikke alvorligt nok. Der er en mangel på mod.
Hvad mener du om Joachim B. Olsens politiske projekt?
Deltag i debatten under artiklen
